Støjberg: Jeg godkendte at ikke alle asylpar kunne adskilles

Inger Støjberg (V) skrev i et opslag på Facebook og i en pressemeddelelse i 2016, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårige, skulle adskilles.

Pressemeddelelsen kom til at fungere som en instruks, da der ikke blev meldt andet ud. Men instruksen var ulovlig, fordi der ikke blev taget individuelle hensyn.

Den daværende udlændinge- og integrationsminister siger søndag, da hun afhøres i Instrukskommissionen, at hun internt godkendte et ministernotat 9. februar 2016, hvor det blev gjort klart, at adskillelsen beroede på en konkret vurdering.

– Jeg godkender ministernotatet 9. februar. Det er ret afgørende af mange grunde. Der kan man både se, hvad der er blevet gjort, og hvad der skal gøres.

– Hvordan den nye ordning skal administreres, at der skal tages individuelle hensyn, og at man vurderer, at der er ganske, ganske særlige tilfælde, hvor man ikke kan adskille, siger hun.

Dermed var kommunikationen til offentligheden altså en anden, end den var internt. Offentligt blev der ikke omtalt, at der skulle tages individuelle hensyn til eksempelvis parrenes fælles børn.

Folketingets Ombudsmand har forud for sagen indskærpet overfor ministeriet i en anden sag, at al kommunikation fra et ministerium skal være korrekt og retvisende. Det gælder også pressemeddelelser og opslag på sociale medier.

I notatet står der, at det beror på en konkret vurdering, men ordet individuelt er ikke nævnt.

– For mindreårige over 15 år skal der foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder, inden det besluttes, hvordan de berørte indkvarteres. I styrelsens vurdering indgår indkvarteringsoperatørernes børnefaglige personales vurdering, står der blandt andet.

Inger Støjberg mener dog, at hendes og ministeriets kommunikation har været retvisende. Fordi den angiver retningen. Havde man skrevet i pressemeddelelsen, at der kunne være undtagelser, ville det have forvirret.

– Det mudrer billedet, så ville vi komme til at diskutere undtagelserne fremfor det absolutte hovedregel, siger Inger Støjberg.

I retten bliver hun af formand og landsdommer Peter Mørk Thomsen spurgt til, om borgerne ikke kan tåle det fulde billede.

– Det kan borgerne godt tåle, men jeg ønsker at diskutere, at vi får adskilt parrene, og så kan der være helt særlige undtagelser, der gør, at de ikke bliver adskilt, siger Støjberg.

Ifølge afhøringer af andre vidner og udkast til pressemeddelelsen pressede hun på for, at passagen om de individuelle hensyn blev fjernet fra pressemeddelelsen. Dermed blev instruksen ulovlig.

Hun har tidligere sagt, at hun mundtligt bad om, at der skulle tages hensyn. Men det bakkes hverken op af afhøringer fra andre vidner eller fra skriftlige kilder fra dengang.

Hun erkender, at hun blev advaret om, at det ville være ulovligt ikke at tage individuelle hensyn, selv om hun tidligere har sagt, at hun ikke blev det.

– Ja. Og det var ikke mit ønske, men det var sådan, det var. Og det må man tage til sig, siger hun i dag.

På et samråd juni i 2017 var forklaringen ellers en anden.

– Blev jeg advaret af embedsværket op til, at denne her pressemeddelelse blev udsendt, og som jo senere hen blev til en instruks? Altså, der lå ikke en advarsel på mit bord, og der var heller ikke en mundtlig advarsel, sagde hun dengang.

Afhøringen fortsætter til søndag eftermiddag og mandag.

/ritzau/