Test ved grænsen er i spil for at undgå smitte fra EU-arbejdere

Virksomheder skal have bedre styr på, om de såkaldte vandrende arbejdstagere tager coronasmitte med sig ind og ud af Danmark.

Sådan lyder meldingen fredag fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Han lægger derfor syv initiativer frem, som skal forbedre arbejdsmiljøet i virksomheder og mindske risikoen for, at vandrende arbejdstagere medbringer coronasmitte, når de pendler til og fra Danmark i forbindelse med arbejde.

– Det her skal ses som et udtryk for rettidig omhu, siger Peter Hummelgaard.

– I takt med at vi langsomt, forsigtigt og kontrolleret begynder at genåbne Danmark, gør det også, at vi skal være ekstra forsigtige og opmærksomme på potentielle kæder af smitte, der kan komme ind udefra, siger han.

Et af initiativerne er et branchesamarbejde, hvor arbejdsmarkedets parter sammen med regeringen skal finde løsninger for de enkelte brancher. For eksempel i fødevarebranchen, hvor en stor del af de vandrende arbejdstagere er i beskæftigelse.

Peter Hummelgaard peger på, at der er forskel på, hvor meget de enkelte brancher har gjort for at få et godt arbejdsmiljø.

– Vi vil have nogle differentierede løsninger. Samtidig med at der selvfølgelig vil være mere vejledning og mere kontrol fra myndighederne, som i sidste ende med epidemiloven i hånden kan uddele påbud om, at folk skal gå i karantæne, siger han.

Alle arbejdsgivere skal have styr på arbejdsmiljøet, sådan at coronasmitte udefra kan undgås, siger beskæftigelsesministeren.

– Vi gør det klart, at alle arbejdsgivere har et ansvar. Og at ingen skal gå utrygge på arbejde, af frygt for at den kollega, de arbejder ved siden af, har kunnet bære noget smitte ind på arbejdspladsen.

Nogle af de øvrige initiativer er mere kontrol og en mere offensiv teststrategi ved eksempelvis grænserne.

Det skal for eksempel gælde sundhedspersonale, der er bosat i udlandet, så de ikke smitter sårbare grupper på plejehjem i Danmark.

Inden coronakrisen var der anslået omkring 46.000 borgere fra EU-lande, som var ansat hos danske arbejdsgivere, og som havde fast bopæl i udlandet.

Af de 46.000 personer kom omkring 15.000 fra Sverige og Tyskland.

Hvis initiativerne til at undgå smittespredning mod forventning ikke bærer frugt, er regeringen klar til at lovgive, så der kan komme et krav om selvisolation i 14 dage for alle indrejsende, uanset hvilken nationalitet de har.

/ritzau/