Radikale: Lov om fremmedkrigere hører ikke til i en retsstat

Regeringens lovforslag om fremmedkrigere hører ikke hjemme i en retsstat.

Det siger Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, under et møde i Folketingssalen fredag, hvor lovforslaget 1. behandles.

Partiet vil derfor ikke stemme for forslaget, som det er fremsat.

De Radikale er bekymrede for, at politiet uden retskendelse skal kunne gå ind i dømtes hjem.

– Det hører ikke hjemme i en retsstat, at politiet kan gå ind i folks hjem og tjekke folks computere uden retskendelse, siger Kristian Hegaard.

Lovforslaget skal ramme fremmedkrigere, der er rejst til Syrien eller Irak for at kæmpe for eksempelvis den militante bevægelse Islamisk Stat.

Forslaget vil gøre det muligt for politiet uden retskendelse at kunne komme ind i disse personers hjem og tjekke computere for at sikre, at den dømte ikke kontakter bestemte personer.

– Vi bekæmper ikke terrorismen uden en retskendelse. For så har vi først for alvor tabt, hvis vi slækker på principperne i et demokratisk samfund. Vi banker ikke terroristerne, hvis vi banker sprækker i vores retsstat, siger Kristian Hegaard.

I lovforslaget ligger i alt otte forslag, der blandt andet skærper straffe over for fremmedkrigere. De dele af lovforslaget er De Radikale positive overfor.

Lovforslaget vil gøre det muligt at give dømte et forbud mod at færdes i bestemte områder i op til ti år samt at give forbud mod at kontakte bestemte personer både fysisk og på anden vis.

/ritzau/