Staten har udbetalt lønkompensation for milliarder

Ifølge tal fra Erhvervsministeriet er der ansøgt om lønkompensation for 150.000 ansatte, og der er udbetalt 2,7 milliarder kroner fra ordningen.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

– Det er rigtig godt at se, at over halvdelen af de virksomheder, der har søgt om hjælp for at undgå at fyre deres medarbejdere, allerede på nuværende tidspunkt har fået pengene til udbetaling.

– Jeg ville selvfølgelig gerne have haft, at alle virksomheder kunne få pengene med det samme, men vi har modtaget 80.000 ansøgninger på tværs af alle ordningerne, og det tager tid at behandle, skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Ifølge ministeriet har 25.000 virksomheder søgt om lønkompensation, og omkring 14.500 har fået udbetalt penge eller modtager dem inden for de kommende dage.

/ritzau/