Mette F. vil være solidarisk med Sydeuropa – uden fælles gæld

Der er blandt nogle EU-lande en frygt for, at EU-systemet risikerer at falde fra hinanden, hvis ikke medlemslandene er klar til at stifte fælles gæld og hjælpe de lande, der er hårdest ramt af coronavirus.

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener dog godt, at Danmark kan være solidarisk med lande som Italien og Spanien og samtidige undlade at stifte fælles gæld.

– Jeg anerkender ikke, at det at have fælles gældshæftelse er det samme som at være solidarisk. Fra dansk side er vi enig i, at vi skal have en stor europæisk fond med en økonomisk kapacitet, der kan hjælpe Italien, Spanien og andre lande på fode, siger hun.

Hun mødes torsdag eftermiddag virtuelt med stats- og regeringscheferne i EU for at tale om, hvordan medlemslandene kommer bedst ud af krisen.

Da mødet holdes gennem videoforbindelse, er der ikke en forventning om, at landene når frem til en konklusion torsdag, da de i forvejen svære diskussioner vil tage længere tid.

Frankrig, Spanien og Italien har alle advaret om, at hvis ikke EU’s medlemslande rækker hånden ud med yderligere økonomiske bidrag nu, så risikerer alle lande at blive trukket med ned.

Det skyldes blandt andet det indre marked, hvor landene handler med hinanden. Hvis Italien eller Spanien producerer færre tomater grundet sygdom eller køber færre danske varer, så rammer det den enkelte dansker.

Men der er andre måder at hjælpe de trængte lande på, mener statsministeren.

– Vi skal stille sikkerhed, og det skal være muligt at låne penge til at komme oven på igen. Men fælles gældshæftelse og solidaritet må man ikke påstå, er det samme.

– Vi skal udvise europæisk solidaritet, og det er i alles interesse, at vi får hele Europa så godt igennem den her forfærdelige sundhedskrise som overhovedet muligt, siger Mette Frederiksen.

EU-landene skal forhandle om en massiv hjælpepakke på cirka 4000 milliarder kroner, som ventes at gå igennem. Armlægning kommer til at stå om den langvarige strategi og ønsket om fælles gæld.

Hvis økonomisk trængte lande som Italien og Spanien selv skal låne, vil de høje renter have konsekvenser for landene gennem længere tid.

Det skyldes, at for eksempel Italien har en national gæld på over hundrede procent af bnp, som groft sagt er et nøgletal for værdien af et lands varer og serviceydelser.

Hvis EU-landene går sammen og stifter fælles gæld, kan de opnå meget mere fordelagtige renter. Lande som Holland, Østrig og Sverige er på samme linje som Danmark.

Resultatet af videotopmødet ventes at blive, at EU-Kommissionen får til opgave at analysere behovet for en hjælpefond og at komme med et konkret forslag senere i april.

Derefter kommer et opdateret forslag om EU’s langsigtede budget for 2021-2027 i lyset af coronakrisen.

/ritzau/