To ministre advarer mod at åbne zoologiske haver

Både erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) er betænkelige ved, at fire danske zoologiske haver planlægger at åbne igen 1. maj efter at have lukket ned grundet coronavirus.

Det skriver ministrene i et svar til Ritzau.

– På nuværende tidspunkt er det således sundhedsmyndighedernes vurdering, at det af hensyn til at undgå ukontrolleret smittespredning vil være uhensigtsmæssigt at åbne forlystelsesparker og zoologiske haver, som hidtil har været lukket.

– Udmeldinger de seneste dage bærer præg af en forventning om, at forbuddet mod at forsamles flere end 10 personer, som også gælder inde i for eksempel en forlystelsespark, vil blive ophævet efter den 10. maj.

– Det er imidlertid for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, skriver Simon Kollerup.

Tirsdag fortalte de zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud, at de planlægger at åbne 1. maj.

Haverne fortalte, at de havde fået Rigspolitiets accept og løbende vil være i dialog med myndighederne om, hvordan en åbning kan foregå.

Til det skriver justitsminister Nick Hækkerup (S):
– Reglerne er fortsat de samme, og som Rigspolitiets også har oplyst, gælder forbuddet mod at forsamles flere end 10 personer også i zoologiske haver og forlystelsesparker.

– Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at man ikke på nuværende tidspunkt foregriber, hvad der kommer til at ske i løbet maj måned.

I en meget enslydende kommentar skriver Simon Kollerup, at hvad der kan åbnes fremover, er en del af de politiske forhandlinger, der begynder i Folketinget i denne uge.

– Den næste fase af genåbningen vil i den kommende tid blive drøftet politisk, og der vil i den forbindelse blive taget stilling til, hvor det skal prioriteres at åbne i den næste fase.

– Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at man ikke på nuværende tidspunkt lægger sig fast på, hvad der skal ske i maj måned. Det gælder også for forlystelsesparker og zoologiske haver, skriver Simon Kollerup.

Ifølge BT har Rigspolitiet ændret retningslinjerne, efter de to ministres udmelding onsdag

Det fremgår nu af retningslinjerne, at sundhedsmyndighederne vurderer, at det vil være uhensigtsmæssigt at åbne forlystelsesparker og zoologiske haver, som hidtil har været lukket.

Men Rigspolitiet kan ikke forhindre de zoologiske haver i at åbne.

/ritzau/