Støjberg forlanger svar: Kan danskerne holde bryllupper?

Kan det forlovede par holde bryllup til foråret? Skal den runde fødselsdag aflyses?

Det er stadig uvist, efter at regeringen har slået fast, at der over sommeren ikke må afholdes arrangementer med flere end 500 deltagere.

Forbuddet, mod at flere end ti personer kan forsamle sig, gælder nemlig fortsat foreløbigt frem til 10. maj. Regeringen har endnu ikke svaret på, hvorvidt det bliver forlænget eller måske hævet.

Venstres næstformand, Inger Støjberg, mener, at regeringen skylder danskerne svar på, om de kan få lov at holde fødselsdage og bryllupper med færre end 500 deltager i løbet af foråret og sommeren.

– Det vil jo altså sige, at hvis du står og skal holde et bryllup, eller en 50-års fødselsdag eller er med i en sommerrevy, så ved du jo reelt ikke, om du kommer til at kunne afholde det, siger hun.

– Det efterlader danskerne i et vadested, som bestemt ikke er særligt godt for at sige det mildt.

Spørgsmål: Men det kan vel være svært at vide, hvad man kan regne med, for det afhænger af, hvordan udbruddet med coronavirusset udvikler sig, så hvordan skal man egentligt komme med et klarere svar?
– Der er i hvert fald totalt forvirring efter i dag, fordi reelt er der jo ikke én eneste, der er blevet klogere. Derfor må man forvente og forlange af Mette Frederiksen er, at hun klart siger, hvad man kan regne med, siger Støjberg.

/ritzau/