Ellemann-Jensen til Frederiksen: Vi savner en coronaplan

Statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen leverer meldinger i alle mulige retninger i forhold til den videre genåbning af samfundet i coronakrisen.

Det mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som savner en samlet og langsigtet plan fra regeringens side.

Det siger han i spørgetimen med statsministeren.

Dermed bliver Venstre ved med at kritisere regeringen for ikke melde en samlet coronaplan ud.

– Hverdagen er vendt op og ned for de fleste af os, og den fysiske afstand trækker store veksler på os alle.

– Venstres ambition er så hurtigt så muligt at få Danmark tilbage til situationen før corona. Det er her, jeg savner en plan for regeringen. Det skaber utryghed, at den ikke er der, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han henviser til, at Kåre Mølbak, der er faglig direktør på Statens Serum Institut, til Berlingske har udtalt, at befolkningen muligvis skal regne med at holde fysisk afstand i mindst et år endnu.

Mette Frederiksen slår fast, at man i bedste fald kun kan se et par måneder ud i fremtiden.

– Kåre Mølbak siger, at der ikke er nogen, der ved, hvad den tidsmæssige rækkefølge bliver for forløbet. Vi kan maksimalt kigge et par måneder ud i fremtiden. Indtil der er en vaccine, så vil vi blive ved med at holde afstand.

– Hvis der går tid, før vaccinen er der, så vil jeg opfordre til, at vi bruger mere tid på tale om, hvordan vi kan være sammen alligevel. For der er ikke nogen, der kan holde til at vente et år på at kramme deres far, som måske er syg, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/