Venstre vil finde flere penge i udligningsforhandlinger

Venstre vil finde en milliard kroner ekstra til kommunerne i forhandlingerne om et nyt udligningssystem.

Pengene skal hjælpe kommunerne til bedre at håndtere konsekvenserne af coronakrisen. Det skriver Jyllands-Posten.

Forhandlingerne om et nyt udligningssystem gik i stå, da Danmark lukkede på grund af coronasituationen.

Men forhandlingerne skal snart genoptages, hvis regeringen skal nå sin plan om at fremsætte et færdigt forslag for Folketinget i maj.

– Vi mener, at der er behov for, at vi tilfører kommunerne en milliard ekstra.

– Det handler om at sikre en ordentlig velfærd til vores børn, unge og ældre, også efter en udligningsreform i coronaens skygge, siger Sophie Løhde, der er politisk ordfører for Venstre, til Jyllands-Posten.

Udligningssystemet sender hvert år omkring 18 milliarder kroner fra de rigeste kommuner til de fattigste kommuner.

Hensigten med systemet er at udligne de største forskelle på tværs af landet.

/ritzau/