Ny måling giver Dansk Folkeparti laveste opbakning i 19 år

I den nyeste måling lavet af Voxmeter for Ritzau får Dansk Folkeparti den laveste vælgeropbakning, der er målt i den 19-årige periode, analyseinstituttet har foretaget politiske målinger.

Kun 6,8 procent af de adspurgte vil stemme på Dansk Folkeparti, hvis der var valg i morgen.

Målingen er foretaget fra den 6. april til den 19. april og baserer sig på 1043 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

For Dansk Folkeparti er den statistiske usikkerhed 1,5 procent.

Ved valget i 2015 fik Dansk Folkeparti sit bedste valg nogensinde med 21,1 procent af stemmerne. Det var mere end hver femte af vælgernes stemmer.

Men ved både valget til EU-Parlamentet 26. maj og folketingsvalget 5. juni var stemningen en anden. Her fik partiet to store vælgerlussinger.

Ved valget til Europa-Parlamentet gik partiet fra fire mandater til ét mandat. Og ved folketingsvalget fik partiet 8,7 procent af stemmerne.

Siden har Dansk Folkeparti mistet yderligere opbakning i Voxmeters målinger. I øjeblikket står DF til at få lavere opbakning end ved partiets første folketingsvalg i 1998. Her fik DF 7,4 procent af stemmerne.

Samme Voxmeter-måling viser, at Socialdemokratiet holder solidt fast i vælgernes opbakning.

Partiet står i målingen til 35,1 procent af stemmerne og dermed det bedste valgresultat i tre årtier, hvis der var valg i morgen.

Det er 9,2 procentpoint mere end ved folketingsvalget sidste år. Partiet ville gå fra 48 til 65 mandater i Folketinget.

Den store fremgang til regeringspartiet har været en klar tendens i de løbende meningsmålinger, som er foretaget under coronakrisen.

/ritzau/