Folketinget vil sikre hjemsendte risikogrupper

Som et led i den netop præsenterede forlængelse af hjælpepakkerne til erhvervslivet, vil Folketingets partier finde en løsning, så særligt udsatte ikke behøver møde fysisk på arbejde.

Løsningen skal findes inden for en reserve på 200 millioner kroner.

Fra flere patientgrupper med kroniske sygdomme har der nemlig været bekymring ved udsigten til igen at skulle møde på jobbet.

Utrygheden er begrundet i frygt for ekstra alvorlig sygdom, såfremt udsatte i risikogrupper smittes med coronavirus.

For flere partier har netop denne del af aftalen været en mærkesag.

Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale, siger, at hjælpen er en helt central del af aftalen.

– Vi ved, at handicaporganisationerne har været dybt bekymrende for disse menneskers skæbne, både sundhedsmæssigt, men også økonomisk, siger han.

Hos SF siger formand Pia Olsen Dyhr, at det har været en mærkesag for partiet.

– Der er mennesker, der er særligt udsatte og særligt sårbare, blandt andet handicappede og mange andre. Deres helbred skal ikke sættes over styr, siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/