Trods corona-udskydelse: Minister vil nå pensionsaftale til 2021

Tidlig tilbagetrækning til Arne og andre, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet i hårde job.

Det var et af Socialdemokratiets store valgløfter forud for valget i juni sidste år.

Efter snart ti måneder ved magten har regeringen dog fortsat ikke fremlagt en model for den differentierede pension.

På grund af coronaepidemien har S-regeringen valgt at udskyde 39 lovforslag, der ellers skulle være behandlet inden sommerferien. Blandt dem er den differentierede pension.

Trods udskydelsen vil beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) dog forsat gå efter at indgå en aftale, der kan træde i kraft fra 2021.

– Lige nu handler alt om nationens fælles kamp mod coronaen. Det har taget alle kræfterne i regeringen. Derfor har vi i dag meddelt Folketinget, at vi må drosle ned på nogle af lovforslagene inden sommerferien.

– Det ændrer dog ikke på, at det fortsat er regeringens mål at indgå en aftale om tidlig pension, så den kan træde i kraft fra 2021, siger Peter Hummelgaard.

Regeringen havde i forvejen lagt op til, at muligheden for tidlig tilbagetrækning skulle træde i kraft fra 2021. Dermed bliver der ikke ændret på den tidsplan, hvis det lykkes S-regeringen at samle flertal for forslaget.

Det kan dog blive vanskeligt i sig selv at indgå en aftale. De Radikale vil ikke lægge stemmer til en aftale. Dermed skal regeringen have et parti fra blå blok med i en aftale. Det vil formentlig kun være Dansk Folkeparti, der måske vil gå med i en aftale.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har dog i lyset af coronaepidemien opfordret regeringen til udskyde forhandlingerne. Ikke mindst fordi der skal findes penge til at indføre den nye ret til tidlig pension:

– Det er ikke kun at finde en model for en tidligere pensionsalder for nogen, det er også at finde pengene til det. Her havde regeringen lagt op til en ny bankskat. Men lige nu sidder vi og kigger på, hvordan vi lemper kravene til bankerne.

– Så det vil være paradoksalt nu at indføre en ny bankskat, det hænger ikke sammen, sagde Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med hjælpepakkerne til erhvervslivet under coronakrisen.

/ritzau/