Statsministeren advarer og opmuntrer danskere i svar på Facebook

Efter tirsdagens drastiske tiltag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet lukkede butikker, storcentre, sportshaller og mange andre samlingssteder, stillede hun sig torsdag til rådighed for danskernes spørgsmål.

Det gjorde hun på sin Facebookprofil torsdag aften via livevideo.

25.000 brugere så med, imens der blev stillet 1500 spørgsmål i løbet af de 20 minutter, statsministeren sendte live.

Blandt andet ville en person vide, om danskerne kan forvente yderligere tiltag og restriktioner i den kommende tid. Her understregede statsministeren endnu engang, at hun ikke vil udelukke noget.

– Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke udelukker yderligere tiltag, ny lovgivning og flere restriktioner, hvis det kan hjælpe, svarede Mette Frederiksen.

Hvorfor ikke lukke alt ned og lave et udgangsforbud, spurgte en del brugere også.

– Vi er tæt på at have gjort det med de mange klare anbefalinger. Men i det hele taget gælder det, at man skal blive hjemme, hvis man ikke skal på arbejde, sagde statsministeren.

Mette Frederiksen brugte også anledningen til at uddybe alvoren af situationen, ligesom hun opfordrede danskerne til at stå sammen – men på afstand.

– Selv om tallene allerede er svære, så bliver jeg nødt til at sige direkte, at mange flere danskere vil blive smittet og syge – også på en kritisk måde, sagde statsministeren.

– Vi vælger i høj grad selv, hvordan vi håndterer en så alvorlig krise. Jeg er sikker på, at vi håndterer den på den danske måde ved at stå sammen, sagde hun.

Statsministeren er generelt ganske aktiv på Facebook og Instagram, og siden coronavirussets udbrud i landet har hun optrappet sin tilstedeværelse på de sociale medier.

Blandt andet har hun medvirket i en video på Alexander Husums YouTube-kanal.

I videoen, der er set 548.645 gange, giver statsministeren de unge råd om, hvordan de skal opføre sig under coronavirussets udbrud.

Onsdag lagde Instagram-brugeren Anders Hemmingsen en video op på sin profil, hvor statsministeren takker de unge, men også råber dem op.

– Man må ikke nøjes med at tage udgangspunkt i, hvordan man selv har det. Jeg ved godt, nogle unge siger, de ikke er bange for sygdommen, fordi de er unge og raske, men I skal bare huske på, at I kan bære smitten videre, siger hun i videoen.

Anders Hemmingsen har næsten én million følgere på Instagram, og videoen med Mette Frederiksen er set over 500.000 gange.

/ritzau/