Nedlukkede virksomheder får 100 procent i kompensation

Virksomheder, som er ramt af forbud og må lukke på grund af coronaudbruddet, kan få kompensation på 100 procent af de faste udgifter.

Det viser den politiske aftale med hjælpemidler til erhvervslivet, som alle Folketingets partier er blevet enige om.

Det kan eksempelvis hjælpe frisøren eller de restauranter, som siden onsdag klokken 10 har måttet lukke midlertidigt grundet regeringens tiltag for at inddæmme coronasmitten.

Faste udgifter tæller eksempelvis husleje, renteudgifter og uopsigelige leasingkontrakter.

Det forventes ifølge aftalen, at de statslige udgifter til ordningen vil beløbe sig i størrelsesordenen 13 milliarder kroner om måneden.

Det svarer til en samlet udgift på 40 milliarder kroner fra 9. marts 2020 til 9. juni 2020.

Kompensationsdelen af aftalen glæder Dansk Industri (DI). I en skriftlig kommentar udtaler administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen:

– Regeringen og myndighederne har truffet nogle svære beslutninger for at bryde smittekæderne og redde menneskeliv.

– I den situation er det godt – og vigtigt, at staten samtidig er klar til at hjælpe de virksomheder, som nu står helt uden omsætning.

– Det er en vigtig og nødvendig investering i, at vi har et levende forretningsliv og et godt samfund på den anden side af coronakrisen.

/ritzau/