Regeringen til butikker: Hav håndsprit og håndvask klar til kunder

Regeringen vil have, at kunder så vidt muligt skal kunne vaske eller afspritte hænder i butikker landet over.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag aften.

– Der skal være plads nok. Kunderne skal kunne vaske hænder og spritte af. Der skal være god afstand både i køerne, og når man kigger på varer, siger statsministeren.

Kravet er blot et af de tiltag, som Mette Frederiksen tirsdag aften præsenterer på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet. Formålet er at stoppe spredningen af coronavirus.

Natklubber, fitnesscentre, frisører, solcentre, tatovører, frisører, vandpibecaféer og andre butikker, hvor personer kommer i tæt kontakt, skal lukke.

Fødevarebutikker er undtaget og vil fortsat være åbne, oplyser statsministeren.

Hun understreger, at der skal være “god plads” om den enkelte kunde – også når kunden står og betaler.

Fra onsdag klokken 10 forbyder regeringen desuden forsamlinger i offentligheden på mere end ti personer.

Forbuddet gælder frem til 30. marts og omfatter både indendørs og udendørs forsamlinger.

Statsministeren opfordrer samtidig til, at borgere også efterlever det privat.

/ritzau/