Folketingsudvalg udskyder rejse på grund af smittefare

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har udskudt en planlagt rejse til Israel grundet frygten for coronavirus. Det skriver Berlingske.

Til Ritzau uddyber udvalgsformand Jane Heitmann (V), at det er ikke er rejsemålet Israel, men selve rejsen til og fra landet, der fik hende til at ville aflyse.

– Det er udramatisk. Vi har aflyst rejsen efter en diskussion om coronavirus. En ting er, at der er registreret et par tilfælde i Israel, men det springende punkt er, at vi skal igennem flere internationale lufthavne på vej ned og hjem, siger hun.

Uge ti er i Folketinget traditionelt mødefri, så medlemmerne af de forskellige udvalg har tid til at rejse ud i verden for at lære mere om et givent emne.

Udvalget skulle have været i Tel Aviv og Jerusalem for at blive klogere på det nære sundhedsvæsen i Israel og landets erfaringer med medicinsk cannabis.

– Det er ikke bydende nødvendigt, at vi kommer til Israel i uge ti, det kan sagtens vente, siger Jane Heitmann.

Hverken Udenrigsministeriet eller Sundhedsstyrelsen fraråder dog rejser til Israel, selv om der for nylig blev konstateret smittede med coronavirus.

Hun afviser, at det er et udtryk for, at udvalget ikke stoler på myndighederne.

– Jeg har fuld tillid til de vejledninger, som Udenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen lægger frem. Jeg har bare mærket efter, og jeg behøver ikke tage til Israel nu, jeg kan godt vente, siger hun.

Jane Heitmann mener ikke, at der er en uoverensstemmelse mellem at aflyse rejsen og sige, at man stoler på sundhedsmyndighederne.

Hun opfordrer generelt til god håndhygiejne, at undgå tætpakkede områder og at bruge ærmet, hvis man skal nyse.

Eksperter vurderer, at der er moderat smitsomhed forbundet med coronavirus.

/ritzau/