Partier vil granske årsager til flere børn med diagnoser

Flere end hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening ifølge Jyllands-Posten.

Nu vil to af regeringens støttepartier, SF og Enhedslisten, have gransket årsagerne til, at flere unge får stillet diagnoser som adhd, stress og angst.

– Det er alarmerende, at så mange børn og unge får en diagnose.

– Jeg synes, det er en god idé at få undersøgt området ordentligt, så vi kan få en forståelse for, hvorfor vi ser den udvikling, siger psykiatriordfører Trine Torp (SF).

Også Enhedslistens psykiatriordfører, Peder Hvelplund, bakker op om ønsket om en kommissionsundersøgelse, som er fremsat af foreningen Bedre Psykiatri.

– Det kunne være fornuftigt at få kigget på, hvad der reelt er årsagerne til den her udvikling.

– Vi har mange gisninger og formodninger, men reelt set ved vi for lidt om det, siger Peder Hvelplund.

Antallet af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose, er ifølge Jyllands-Posten steget fra 11,2 procent i 2012 til 14,9 procent sidste år.

De fleste får diagnoserne adhd eller autisme, mens den diagnose, der er vokset forholdsvist mest, er angst med en stigning på 83 procent.

To professorer, som Jyllands-Posten har talt med, ser stigningen som udtryk for, at forældre, skoler og børnehaver er blevet bedre til at opspore børn med psykiatriske lidelser.

At flere får stillet diagnoser siger ifølge SF’s Trine Torp ikke noget om de bagvedliggende årsager. Derfor ser hun et behov for at få det undersøgt nærmere.

– En diagnose er et udmærket professionelt redskab til at beskrive nogle symptomer.

– Men det siger intet om årsagerne til, hvorfor børnene har det, som de har det, eller hvad der skal til, for at de får det bedre, siger Trine Torp.

Begge partier vil tage ønsket om en granskning af årsagerne med til forhandlinger med regeringen om en kommende psykiatrihandlingsplan.

/ritzau/