Regeringen vil fremsætte samtykkebaseret voldtægtslov

Statsminister Mette Frederiksen (S) bekræfter efter spørgetime i Folketinget, at regeringen går efter en ny voldtægtslovgivning baseret på samtykke.

– Vi går efter en samtykkebaseret lovgivning, som vi også har sagt i forståelsespapiret. Det vi først og fremmest går efter er, at den virker, og at vi får skabt en voldtægtslovgivning, som medfører, at der er flere domme, som bliver afsagt, siger hun.

I forståelsespapiret har regeringen aftalt med sine støttepartier at tage initiativ til at gennemføre en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse.

Straffelovrådet fik af den tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til opgave af se på voldtægtslovgivningen.

Rådet fremlagde sin betænkning i sidste uge. Ti ud af 11 medlemmer af rådet mener dog, at det er bedre at tale om frivillighed fremfor samtykke.

Den nærmere udformning af lovforslaget vil regeringen nu drøfte med partierne.

– Nu er der en høringsfase, den respekterer vi, og når den er færdiggjort, så går vi i gang med de politiske forhandlinger om, hvordan lovgivningen skal se ud, siger Mette Frederiksen.

Statsministerens udmelding vækker glæde hos støttepartier. Blandt andre hos Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, som skriver på Twitter:

– Ja, det er nemlig simpelt Mette F, sex skal altid være frivilligt, og netop derfor skal der være samtykke. Tak for at understrege at omdrejningspunktet for den nye lov skal være samtykke, skriver hun.

/ritzau/