Mette Frederiksen med svar til Kina: Vi har ytringsfrihed

Der er ytringsfrihed i Danmark.

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S). Udmeldingen kommer, efter at Kina har krævet en undskyldning fra Jyllands-Posten på grund af en satiretegning i avisen.

– I forhold til den pågældende satiretegning så har vi meget vide rammer for ytringsfriheden. Det er en frihed, som Danmark vægter højt, siger Mette Frederiksen og tilføjer:
– Danmark følger med stor bekymring udviklingen i Kina med den nye coronavirus. Jeg vil gerne udtrykke min dybe medfølelse over for Kinas befolkning over de mange døde og smittede i landet. De kinesiske myndigheder har reageret hurtigt og effektivt. Det vil jeg gerne takke for, siger Mette Frederiksen.

Tegningen i Jyllands-Posten viser det kinesiske flag præget med coronavirus. Det florerer lige nu i Kina, hvor flere end 100 er døde.

Det er via den kinesiske ambassade i Danmark, at Kina har krævet en undskyldning for tegningen, der blev bragt mandag. Den kommer ikke, har JP’s chefredaktør, Jacob Nybroe, fastslået.

Efter sin tale ved Europakonferencen i København tirsdag afviser Mette Frederiksen at kommentere på, hvorvidt den kinesiske ambassadør i Danmark har misforstået sin rolle ved at kræve undskyldninger for satiretegninger i danske aviser.

Mette Frederiksen siger:

– Jeg vil sige til den her sag, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Det har vi på en anden måde end mange andre lande. Det gælder ikke kun ord, men også eksempelvis tegninger, siger Mette Frederiksen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) afviste tidligere tirsdag forud for et møde i EU at forholde sig til sagen.

– Som dansk udenrigsminister vil jeg gerne understrege, at vi har ytringsfrihed og forsamlingsfrihed i Danmark.

– Det tilkommer ikke mig at debattere satiretegninger eller kommentere på dette her. Det er kendt, at vi har ytringsfrihed i Danmark, og det er også klart for kineserne.

– Vi har en grundlovssikret ytringsfrihed. Og det er vigtigt at slå fast. Så det tilkommer ikke mig eller regeringen at kommentere på satiretegninger, gentog udenrigsministeren flere gange før mødet.

Jeppe Kofod begyndte med at udtrykke sin støtte til Kina i forbindelse med virusset, der har påvirket landet stærkt.

– Jeg vil starte med at sige, at vi fra den danske regerings side har kæmpe sympati med den kinesiske befolkning og Kina i forhold til den dødelige virus, vi ser.

– Vi ser, at kinesiske myndigheder gør alt, hvad de kan, for at inddæmme denne her virus. Og vi vil gerne takke for samarbejdet omkring de danskere, der er i Kina, sagde Kofod.

En lang række danske politikere har tirsdag udtrykt, at de ikke mener, at Jyllands-Posten skal undskylde for satiretegningen.

/ritzau/