Kristian Jensen fratages ordførerskab og udvalgsposter

Venstre fratager den tidligere næstformand Kristian Jensen posten som arktisordfører og alle udvalgspladser. Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.

Pressemeddelelsen kommer, kort efter at Kristian Jensen i et interview med Jyllands-Posten har foreslået, at Venstre bør lave en større økonomisk reformpakke med regeringen, De Radikale og De Konservative.

Han siger selv til Jyllands-Posten, at han ikke har orienteret ledelsen i partiet om sine idéer.

Politisk ordfører i Venstre Sophie Løhde bekræfter pressemeddelelsen indhold og siger til Ritzau:

– Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet, og det har nogle konsekvenser.

/ritzau/