Toppolitikere bryder regler om åbenhed

Tophistorien er skrevet og udgivet af Avisen Danmark – Jysk Fynske Medier. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

20 folketingspolitikere oplyser stik imod reglerne ikke om, hvorvidt de har bijob og økonomiske interesser. Listen af politikere tæller flere prominente eks-ministre, der indtil for nylig ellers var tvunget til at fremlægge oplysninger om deres økonomiske interesser. Efter avisen Danmarks henvendelse vil flere af dem dog nu rette ind, siger de.

Det kniber med folketingspolitikernes åbenhed om bestyrelsesposter, gaver, udlandsrejser og aktieposter. Selv om et klart flertal i Folketinget har besluttet, at politikerne skal oplyse om økonomiske interesser ved siden af folketingsjobbet, undlader en lang række folketingspolitikere stik imod reglerne at oplyse, om de har økonomiske interesser. Det skriver avisen Danmark.

20 folketingsmedlemmer har således ikke ladet sig registrere i det såkaldte hvervregister, som har til formål at sikre mere gennemsigtighed over for offentligheden, så borgerne kan følge med i, hvilke rejser politikerne har fået betalt af andre, og om politikerne henter lønkroner andre steder end i Folketinget.

De 20 politikere tæller blandt andre prominente navne som Lars Løkke Rasmussen (V), Karsten Lauritzen (V), Eva Kjer Hansen (V), Ole Birk Olesen (LA), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (Fremad) og Claus Hjort Frederiksen (V), der ellers alle som ministre før valget har været tvunget til at oplyse om økonomiske interesser. Men som menige folketingsmedlemmer har de ikke fulgt reglerne om åbenhed, skriver avisen Danmark.

– Jeg er principielt imod, at registret er der. Man skal vurdere os politikere på den poltiske indsats, vi gør, siger Eva Kjer Hansen, der mener, at registret fjerner fokus fra politikernes indsats og ikke har planer om at registrere sig.

– Jeg synes ikke, det er interessant, i forhold til at politikere skal vurderes på deres politiske arbejde og deres poltiske resultater. Jeg overholder alle de regler, jeg skal, fastholder Eva Kjer Hansen, selv om det siden 2015 har været obligatorisk og ikke frivilligt, om man vil registreres i hvervregistret.

Ole Birk Olesen skriver i et sms til avisen Danmark, at han synes, at hvervregistret er for snævert. Heller ikke han vil oplyse sine bijob og økonomiske interesser til registret, selv om han fortæller, at han ikke har nogen interesser, der bør indberettes.

“Det er min klare opfattelse, at det betyder mere for folketingsmedlemmers stillingtagen til forskellige politiske spørgsmål, om de har et tilknytningsforhold til 3F, end om de har aktier i Novo Nordisk. Men folks forhold til 3F kommer ikke i hvervregistret, det gør kun aktieposten i Novo Nordisk”, skriver han.

Selv om Folketinget selv har besluttet at offentliggøre politikernes hverv og økonomiske interesser og i 2015 gjorde registreringen obligatorisk, er det alligevel stort set konsekvensfrit ikke at registrere sig i hvervregistret. Den eneste sanktion er, at politikerne fremgår af en liste på Folketingets hjemmeside over politikere, der ikke har registreret sig.

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), fortæller, at det vil være i strid med grundloven, hvis man tvang politikere til at registrere sig eller uddelte sanktioner på baggrund af manglende registreringer.

18 af de 20 politikere er fra blå blok, og flere af dem forklarer til avisen Danmark, at der er tale om forglemmelse, og at de nu vil sørge for at få sig registreret. Henrik Dam Kristensen oplyser, at han tidligere i løbet af den seneste måneds tid via mail har opfordret alle folketingsmedlemmer til at registrere sig.

V-politiker vil rette op
Næstformanden for Folketingets præsidium, Karen Ellemann (V), har ikke registreret sig, da hun ifølge eget udsagn ikke vidste, at det siden 2015 har været obligatorisk at registrere sig i hvervregistret. Hun vil efter at have talt med avisen Danmark indsende sine økonomiske oplysninger, og vil derudover tage en drøftelse med de øvrige ni V-medlemmer, som i dag ikke lever op til reglerne.

– Jeg er af den holdning, at når der er bredt flertal for nogle spilleregler i Folketinget, så skal vi overholde de spilleregler, siger hun.

Sophie Løhde (V) var indtil for nylig også på listen over politikere, der ikke oplyser om bijob og økonomiske interesser. Hun oplyser, at hun registrerede sig i registret for en uges tid siden, og i dag fremgår det i registret, at hun ikke har nogen økonomiske interesser, der er omfattet af reglerne.

– Jeg synes, det er en fin ordning med åbenhed om økonomiske interesser. Det har jeg altid været tilhænger af.

– Hvad synes du så om, at 10 af dine partifæller ikke har registreret sig?
– Det vil jeg ikke udtale mig om. Det må du spørge dem om, siger hun.

Avisen Danmark ville gerne have spurgt Lars Løkke Rasmussen, Karsten Lauritzen, Simon Emil Amitzbøll-Bille og Claus Hjort Frederiksen om, hvorfor de ikke har oplyst om eventuelle økonomiske interesser, når de nu gjorde det, da de var en del af regeringen. Men de er ikke vendt tilbage på avisen Danmarks henvendelser.

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, har ikke tænkt sig at gøre noget for at få flere til at registrere sig.

– Der er nogen, der af principielle årsager ikke gør det eller ønsker at gøre det. Vi kan ikke tvinge nogen til det, men det fremgår så af Folketingets hjemmeside, hvem der har gjort det, og hvem der ikke gør det.

Men han synes ikke, registret er ligegyldigt, siger han til avisen Danmark:
– Nej, hvis folketingsmedlemmer oplyser noget, så kan folk regne med, at det er korrekt. Og ellers kommer avisen Danmark jo efter dem, siger Henrik Dam Kristensen.

Redaktionel kontakt:
Tino Rueskov Pedersen
tlf.: +4565455112
e-mail: [email protected]

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Avisen Danmark – Jysk Fynske Medier ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)