Venstre om Irak-angreb: Europa skal tale USA fra gengældelse

Danmark skal sammen med andre europæiske lande lægge pres på USA for at få stoppet den eskalerende konflikt i Irak.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, efter det iranske missilangreb mod militærbasen Ain Al-Asad i Irak, der blandt andet huser danske og amerikanske soldater.

– Det er altafgørende, at man nu gør, hvad man kan, fra den danske regerings side i forhold til vores medeuropæiske allierede for at kunne lægge is på.

– Forstået på den måde, at vi simpelthen får sørget for, at denne sag ikke får lov til at løbe ud af kontrol, siger han om angrebet, der fandt sted natten til onsdag.

Alle danske soldater er i god behold efter angrebet, har Forsvaret oplyst.

Angrebet var ifølge Irans Revolutionsgarde et gengældelsesangreb, efter at USA i sidste uge lavede et angreb i Bagdad, der dræbte den fremtrædende iranske militærleder Qassem Soleimani.

Nu handler det ifølge Michael Aastrup Jensen om at sørge for, at USA og præsident Donald Trump ikke slår tilbage militært.

– Den danske regering må sammen med medeuropæiske allierede tage fat i Donald Trump-administrationen og sige, at nu må der på en eller anden mærkelig måde stå 1-1.

– Som det ser ud lige nu, har ingen amerikanske soldater lidt overlast. Derfor må man prøve at få trykket pause, så vi kan komme videre i forhold til at få sikret et godt samarbejde med den irakiske regering.

– Sådan at den irakiske regering, som er lidt i midten, ikke også begynder at følge trop på det, som parlamentet i Irak sagde, nemlig at alle udenlandske tropper skal smides ud, siger Michael Aastrup Jensen.

De danske soldater befinder sig i Irak for blandt andet at træne irakiske styrker. Det sker som et led i at bekæmpe den militante bevægelse Islamisk Stat.

Alternativet mener i modsætning til Venstre, at Danmark bør følge det irakiske parlaments beslutning om, at den USA-ledede koalition skal ud af landet.

– Derfor mener vi ikke, at vi har noget at gøre der mere, siger politisk ordfører og udenrigsordfører Rasmus Nordqvist.

– Så må vi tage en diskussion med Irak om, hvordan vi kan understøtte og hjælpe dem i kampen mod Isil (Islamisk Stat, red.), som det jo handler om. Men det må være på irakernes præmisser, siger han.

Hos Enhedslisten mener udenrigsordfører Eva Flyvholm, at “det her angreb understreger virkelig, at situationen er blevet enormt farlig”.

– Det er endnu et argument for at trække de danske soldater hjem fra Irak. Det er uholdbart, at vi ikke aner, hvad Trump gør.

– Vi ved heller ikke, hvad han har tænkt sig at sige, når han kommer med en melding senere i dag.

– Den måde, Trump er gået ind i det her, har været med til at udsætte danske soldater for fare også, og det har han overhovedet ikke orienteret nogle af sine allierede om, siger hun.

Senere onsdag skal Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget mødes for at drøfte situationen.

/ritzau/