Trine Bramsen: Danske soldaters sikkerhed er topprioritet

Sikkerheden for de danske soldater i Irak er en central prioritet for regeringen.

Det skriver forsvarsminister Trine Bramsen (S) i en pressemeddelelse tidligt onsdag morgen, efter at Iran natten til onsdag affyrede missiler mod en militærbase i Irak, der blandt andet huser danske soldater.

Ingen danske soldater kom til skade i angrebet.

– Det er en alvorlig situation, som regeringen følger tæt. De danske soldaters sikkerhed er selvsagt en helt central prioritet for regeringen på nuværende tidspunkt, skriver Trine Bramsen.

– Det er dygtige og veluddannede soldater, der ved, hvordan man agerer i en sådan situation.

/ritzau/