SF vil sætte karakterloft på optag på studier

Det skal være slut med adgangskrav, der sprænger karakterskalaen, når unge fremover søger ind på en videregående uddannelse.

Det mener SF, skriver Jyllands-Posten.

Partiet vil lægge et loft over adgangskvotienten, så alle uddannelser, der har adgangskrav på 10 eller derover, i stedet skal tilbyde en optagelsesprøve til elever med et snit over 10, hvis der er flere ansøgere end pladser.

– Det skaber et karakterræs, der er usundt for trivsel og læringskultur på ungdomsuddannelserne.

– Her har mange øjnene så stift rettet mod de høje adgangskvotienter, at de bliver enormt bange for at fejle, fordi de skal have 12 i alle eksamener for at holde alle døre åbne, siger undervisningsordfører Jacob Mark (SF) til Jyllands-Posten.

Forslaget ville i 2019 ramme 41 af landets omkring 850 uddannelser, skriver avisen.

/ritzau/