Omkring 100 danske soldater trækkes midlertidigt ud af Irak

Danmark trækker midlertidigt en gruppe soldater ud af Irak på grund af den nuværende situation i Mellemøsten.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde. Gruppen af soldater sendes til Kuwait.

Meldingen kommer, efter at Iran har angrebet to militærbaser i Irak – blandt andet Al Asad-basen, hvor der er 133 danske soldater.

Her træner danskerne blandt andet irakiske styrker. Den fælles mission er kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

– Det er vores fuldstændig klare overbevisning, at koalitionens indsats mod Isil (et andet ord for IS, red.) er afgørende for at forbedre sikkerheden for os i forhold til terror.

– Sikkerheden for vores soldater har vores allerhøjeste prioritet. Vi har besluttet at flytte en gruppe soldater til Kuwait. Det er vigtigt at understrege, at det midlertidigt, siger Mette Frederiksen.

Det er de soldater, der står for træningsdelen, der sendes til Kuwait. Ifølge Mette Frederiksen vil omkring 30-40 danske soldater fortsat være tilbage på Al Asad-basen.

Angrebet fra Iran var en reaktion på USA’s angreb i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor den iranske militærleder Qassem Soleimani blev dræbt fredag i sidste uge.

Mette Frederiksen ønsker ikke at gå ind i spørgsmålet om, hvorvidt det var en rigtig beslutning fra USA’s side at gennemføre droneangrebet på Soleimani.

– Jeg mener ikke, at det er at varetage Danmarks interesser at have den diskussion i det offentlige rum. Den tager vi i det lukkede rum med vores samarbejdspartnere, siger hun.

Foruden de 133 soldater på Al Asad-basen bidrager Danmark også med otte soldater – stabsofficerer – til Natos Mission Iraq i Bagdad. Også de vil være i Kuwait midlertidigt, lyder det fra Mette Frederiksen.

/ritzau/