Partier ser på konsulentforbrug i finanslovsforhandlinger

I finanslovsforhandlingerne, som spidser til i disse dage, er regeringen med sine støttepartier og Alternativet ved at se på, hvordan staten kan nedbringe brugen af konsulenter. Pengene skal i stedet bruges på velfærd.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S), som tirsdag morgen er i samråd om netop de bebudede besparelser på brugen af konsulenter i den offentlige sektor.

Socialdemokratiet meddelte under valgkampen i partiets økonomiske 2025-plan, at man ville skære tre milliarder kroner i det offentliges brug af konsulenter.

Det var dog ikke en del af regeringens finanslovsforslag, hvilket har undret oppositionen.

– Vi står med en konkret udfordring fra 2020 og frem, for den tidligere regering finansierede jo delvist aftalen om seniorpensionen med besparelser på statens konsulenter, siger finansministeren.

– Derudover ser vi i øvrigt i finanslovsforhandlingerne på, om vi kan tage skridt i forhold til konsulentforbruget, siger han.

Staten, kommunerne og regionerne bruger årligt 11 milliarder kroner på konsulentydelser.

Finansministeren kommer på samrådet ikke ind på, hvor mange penge, man forventer at kunne spare i forbindelse med finansloven for 2020. Det er dog ikke lykkes at finde besparelser på tre milliarder.

– Jeg er sikker på, at de tilstedeværende partier har forståelse for, at finanslovsforhandlingerne foregår i Finansministeriet, siger Nicolai Wammen.

Samrådet er indkaldt af Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.

/ritzau/