Vismænd advarer mod klimalov med 70 procents CO2-reduktion

De økonomiske vismænd går imod klimamålet om 70 procent CO2-reduktion i 2030. Et mål, som alle partier i Folketinget med undtagelse af Nye Borgerlige står bag.

Det skriver Berlingske.

De fire økonomer, som tilsammen udgør formandskabet i Det Økonomiske Råd, vurderer, at det kan blive for dyrt, hvis der er et skarpt delmål på vej mod klimaneutralitet i 2050.

– 2030-målet ser vi som noget, der skal være det billigste trin på vejen mod 2050-målet om klimaneutralitet, siger Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand samt medlem af Det Økonomiske Råds formandskab.

– Hvis det viser sig, at 65 procent i 2030 er den billigste vej til at nå klimaneutralitet i 2050, hvorfor skal man så betale mere bare for at reducere de danske udledninger med 70 procent, siger han til Berlingske.

I et nyt opslag På Det Økonomiske Råds hjemmeside fremgår det, at rådet anbefaler regeringen at holde detaljerede og bindende delmål helt ude af en kommende klimalov.

I regeringens klimaplaner kan målet derimod stå sammen med konkrete anvisninger til, hvornår målet nås, skriver rådet.

– Denne arbejdsdeling gør det lettere løbende at inddrage ny viden om den teknologiske udvikling, EU’s klimapolitik og andre forhold, skriver rådet.

/ritzau/