Lektor: Nye kampfly mindsker Danmarks militære aktivitet

Danmark kan ikke opretholde samme aktivitetsniveau i internationale operationer som i dag, når F-35-kampflyene erstatter F-16-flyene.

Det vurderer Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, efter at USA har opfordret Danmark til at investere i flere F-35-fly.

– Jeg tror ikke, der er tvivl om, at hvis man gerne vil lave lige så meget som med F-16-flyene, som der er 30 operative af, så bliver det svært, når man kun har 22 operative F-35-fly.

– Derfor bliver man nok nødt til at skrue lidt ned for de internationale operationer, så man kan varetage opgaven med at passe på det danske luftrum herhjemme, siger han.

Danmark har i alt investeret i 27 F-35-fly. Fem af dem skal stå permanent i USA, hvor piloter skal trænes. De resterende 22 ventes at operere fra 2023.

F-16-flyene forventes udfaset i perioden 2020-2024.

Peter Viggo Jakobsen påpeger, at cirka en tredjedel af de 22 fly vil stå på jorden, fordi de enten skal vedligeholdes, opdateres eller repareres.

Derfor kan Danmark ikke operere som i dag, når F-35-flyene har erstattet F-16-flyene.

/ritzau/