Paludan om valget: Vi havde for kort tid til forberedelse

Det var tæt på, men ikke helt nok, da Stram Kurs 5. juni stillede op til folketingsvalget.

Med 1,8 procent af stemmerne var det stærkt islamkritiske parti tæt på at komme i Folketinget, mindre end en måned efter at Stram Kurs var blevet opstillingsberettiget.

Partileder Rasmus Paludan siger i sin beretning lørdag på partiets rigskongres på Christiansborg, at den korte frist måske havde indflydelse på, at det ikke lykkedes at komme i Folketinget.

– Vores udvælgelse af kandidater kunne vi have gjort bedre, hvis vi havde haft mere tid. Det var svært, når vi kun havde en dag til at forberede valgkampen, siger han.

– Vi var fire mennesker til at føre valgkamp. Så synes jeg, at 1,8 procent af stemmerne var helt ufatteligt, siger partilederen.

Stram Kurs blev opstillingsberettiget 6. maj i år, og dagen efter udskrev daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) folketingsvalg.

Spærregrænsen for at komme i Folketinget er på to procent.

/ritzau/