Statsministeren fordømmer angreb på jøder

Statsminister Mette Frederiksen (S) fokuserede i indledningen i sin første spørgetime i Folketinget på det samme, som da hun holdt sin første åbningstale: tryghed.

Blandt andet fokuserede statsministeren på de angreb på jødiske kirkegårde og boliger, der prægede weekenden.

– Danmark skal være trygt – også for de danske jøder. Jeg fordømmer på det kraftigste det, der er sket i weekenden. Det er modbydeligt hærværk og chikane.

– At skænde gravsteder hører ingen steder hjemme. Antisemitisme og racisme har ingen plads i Danmark, siger Mette Frederiksen.

– Jeg synes, at vi fra Folketinget skal sende vores varmeste hilsner til det jødiske samfund. Og vi skal også være klar til at tage yderligere initiativer, hvis der er behov for det.

Med fokus på tryghed noterede Mette Frederiksen, at Danmark mandag modtog den første af de IS-krigere, der har været holdt tilbage af Tyrkiet.

– Vi ser med stor alvor på udviklingen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at holde de mennesker ude af vores samfund.

– Og dem, vi ikke kan holde ude, vil vi straffe hårdest muligt, siger statsministeren.

Hun fortalte, at hun vil præsentere nye tanker om et fælleseuropæisk asylsystem, der kan mindske antallet af spontane asylansøgere, når hun besøger Frankrig i næste uge.

– Danmark skal være trygt. Og det gælder også for de svageste. Så det gælder også vores velfærd.

– Jeg siger ikke, at alt bliver godt. Men vi har taget de første skridt. Og vi tager endnu et, når finansloven forhåbentligt om ikke alt for længe bliver færdig, siger Mette Frederiksen.

Det er Mette Frederiksens første spørgetime som statsminister.

Tidligere har hun som oppositionsleder skullet udfritte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), når regeringslederen stod til rådighed på Folketingets talerstol.

Ligeledes er det første gang, at Jakob Ellemann-Jensen (V) som oppositionsleder skal forsøge at bringe statsministeren på glatis.

/ritzau/