Ny aftale skal gøre det attraktivt at fiske skånsomt

Et flertal i Folketinget har tirsdag landet en ny aftale om kystfiskerordningen.

– Det er en aftale, som styrker kystfiskerne, og som er med til at skabe øget liv og beskæftigelse rundt om på de danske havne.

– Indholdet er hovedsagligt, at vi i fremtiden sikrer en rigtig god kvote fisk til kystfiskeriet svarende til en værdi af 70-80 millioner kroner.

– Samtidig indfører vi incitament til at styrke det skånsomme fiskeri og dermed passe på vores havmiljø, lyder det fra fiskeri- og fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde.

Ordningen består af fiskekvoter, som er reserveret til det kystnære og skånsomme fiskeri.

Der er en åben og en lukket del, hvor fiskerne i den åbne del stadig kan forlade ordningen efter tre år, hvis de ikke ønsker at binde sig permanent.

Binder man sig som fisker til den lukkede ordning, må man gange sine kvoteandele med 15, hvis man fisker med skånsomme redskaber.

Fisker man skånsomt, men som en del af den åbne ordning, må man gange med to.

Ordningen med en åben og en lukket del blev etableret i 2016 og er nu blevet evalueret.

En analyse fra Københavns Universitet, som er blevet udarbejdet i forbindelse med evalueringen, viser, at det siden 2016 er lykkedes at stable en lukket ordning med fokus på skånsomt fiskeri på benene, men at der er flest fiskere i den åbne ordning.

Det har derfor været meget vigtigt for Venstre at opretholde den åbne del af ordningen.

– Der kommer tiltag, som gør den lukkede mere attraktiv, men hvis vi skal sikre, at de fisk, som ligger i kystfiskeriet, også bliver fanget, så skal det være muligt at være en del af den åbne, siger Torsten Schack, fiskeriordfører for Venstre.

Han mener, det generelt er positivt, at der er kommet en stabil ramme om dansk fiskeripolitik, som de seneste fire år har befundet sig i “kaotiske tilstande”.

/ritzau/