PORTRÆT: Forfærdelig flabet og fantastisk – farvel til 24syv

Da Radio24syv blev oprettet var det alt eller intet for ildsjælene, der ville genopfinde journalistik og taleradio i Danmark. Intet mindre.

Det endte med at blive begge dele efter otte års radio.

For nylig tabte radiokanalen udbuddet om at drive DAB-radio i fire år, og dermed er det efter alt at dømme slut for kanalen.

Undervejs endte opkomlingen med at blive folkekær og har i sin levetid sendt både forfærdelig og fantastisk radio – alt sammen har det være højtragende.

Radio24syv blev etableret som led i medieforliget i 2010 og fik tilnavnet Radio Møller efter den daværende kulturminister Per Stig Møller (K), der ønskede en privat aktør, som kunne konkurrere med DR’s P1.

De første år lød programmerne elendigt, og lydklippene lå forkert. Kritikkerne havde kronede dage, og der var få lysglimt for de ansatte, der var fast i troen på, at projektet kunne lade sig gøre. Alt eller intet, lød det på gangene.

Spot og spe, hån og latterliggørelse måtte de finde sig i gennem en årrække.

En anmelder skrev, at radioen var “ligesom brunch og tatoveringer”. Med andre ord et fint produkt, men håbløst mainstream og ikke smart længere, hvilket var alt andet end det, Radio24syv stræbte efter.

Lidt efter lidt blev journalistikken professionaliseret, og programafdelingen har siden ramt lytternes hjerter med flere kreative pletskud.

Der har da også været mange tilløb undervejs. Som da provokunstner Uwe Max Jensen blev interviewet for åben mikrofon og med fri bar i seks timer.

Eller da kaninen Allan blev dræbt med en cykelpumpe for at bevise, at folk mest gik op i dyrevelfærd, når det drejede sig om nuttede racer.

Desuden forsøgte stationen at “befri” den svenske kunstner Dan Park fra seks måneders fængsel i Sverige. Kanalen ville teste ytringsfriheden og udstille en række billeder, som provokunstneren var fængslet for.

Provokation lå i kanalens dna, og de to programchefer Mikael Bertelsen og Mads Brügger ville gerne vide, hvor grænserne var – så de kunne overskride dem.

Trods en noget falmende og rodet start kom der styr på kanalen med whiteboards og bedre planlægning af morgenprogrammer. Og med ansættelsen af Simon Andersen som nyhedschef i 2014 begyndte radioen også at bringe journalistik med kant.

Den har fundet sin niche ved at bore sin pegefinger ind, hvor det gør ondt og lagt sig ud med magtfulde politikere.

Flere succeser kan fremhæves fra den prisvindende radio, men særligt har de kreative formater, morgenværter med holdninger og satireprogrammet “Den Korte Radioavis” vundet folks hjerter i en tid, hvor podcast for alvor har fundet indpas.

Man glemmer let, at der var en tid, hvor radio ikke var noget, man talte om.

Det ændrede sig med Radio24syv, der har en stor andel i, at taleradio også er noget, lytterne diskuterer med hinanden. Det gælder programmer som “Det Næste Kapitel” og sladderformatet “Det, vi taler om”.

Fremover er der kun én ting at tale om: Radio24syvs aftryk på dansk mediehistorie.

/ritzau/