500 kilometer vandløb skal tilbage under beskyttelse

500 kilometer vandløb skal igen under beskyttelse. Det meddeler miljøminister Lea Wermelin (S).

– Vi skal passe godt på naturen i vores vandløb.

– Den tidligere regerings forhastede beslutning omkring ændring af vandområdeplanerne betød, at mange kilometer vandløb udgik af planerne, selv om behandlingen af de lokale vandråds indberetninger endnu ikke var afsluttet.

– Jeg vil gerne lytte til interesserenterne og kommunerne, og derfor retter jeg op på den beslutning nu, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Den tidligere VLAK-regering blev fra flere sider kritiseret for at tage for meget hensyn til landbruget, da man ophævede beskyttelsen af 1000 kilometer små vandløb.

Danmarks Naturfredningsforening mener eksempelvis, at små vandløb uden beskyttelse vil være i fare for at blive brugt til afvanding fra landbrugsarealer og i nogle tilfælde kan blive lagt i rør.

Det er ikke godt, mener foreningen, da vandløbene er ynglesteder for mange fisk.

Tidligere miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der i dag er Venstres formand, udtalte i slutningen af sidste år, at man var landet på en fornuftig afvejning af de forskellige interesser.

– Og alle vandløb, uanset om de bliver taget ud eller ej, er fortsat omfattet af vandløbsloven. Man kan ikke bare grave og rørlægge, som man vil. Det vil stadig kræve kommunens tilladelse, sagde han.

I alt 18.000 kilometer vandløb er i dag omfattet af vandplanerne. Disse udløber i 2021. Den næste periode løber frem til 2027.

/ritzau/