SF til regeringen: Drop sparekrav på museer og orkestre

Regeringens forslag om at fastholde sparekravet på blandt andet museer og orkestre får kritik af støttepartiet SF.

– Vi er meget ærgerlige over, at regeringen lægger op til at videreføre de store besparelser på museer, teatre og scenekunst, som betyder, at man sparer igen og igen ude i kommunerne på det, der skaber liv og glade dage, siger kulturordfører Jacob Mark (SF).

Fredag har kulturminister Joy Mogensen (S) foreslået, at en række kunstuddannelser slipper for sparekravet – det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Samtidig har regeringen foreslået at beholde det på museer, orkestre og administrationen på Det Danske Filminstitut, Sprognævnet, departement og styrelse.

– Vi mener, det var et løfte fra rød blok, lige så vel som fra blå blok, ikke at spare på museer og teatre, fordi der er brug for i Danmark.

– Vi kommer til at gå til finanslovsforhandlinger med det klare krav, at kunst og kultur også skal fritages for besparelser, som Socialdemokratiet lovede i valgkampen, siger Jacob Mark.

SF’s krav vil ifølge Jacob Mark ikke være ultimativt for at stemme en finanslov igennem.

/ritzau/