FAKTA: Disse ni partier stillede op ved færøsk valg

179 kandidater – 121 mænd og 58 kvinder – fordelt på ni partier stillede op til årets lagtingsvalg på Færøerne.
Et kendetegn for færøsk politik er, at den har to akser: en nationalistisk i spørgsmålet om forholdet mellem Færøerne og Danmark og en ideologisk fra venstre til højre.
Færøerne har fire store partier, som ved lagtingsvalget den 31. august fik 28 af de 33 pladser i Lagtinget:
* Javnaðarflokkurin/Socialdemokratiet (7 mandater). Partiformand: Aksel V. Johannesen (den hidtidige lagmand), 46 år. Socialdemokratiet leder den afgående regeringskoalition sammen med Republikanerne og partiet Framsókn/Fremskridt. Socialdemokratiet har også en plads i Folketinget ved Sjúrður Skaale.
* Tjóðveldi/Republikanerne (6 mandater). Partiformand: Høgni Hoydal, 53 år. Venstreorienteret parti, der ønsker færøsk selvstændighed. Med i den afgående regeringskoalition.
* Fólkaflokkurin/Folkeflokken (8 mandater). Partiformand: Jørgen Niclasen, 50 år. Liberalkonservativt parti, der ønsker løsrivelse fra Danmark. Kan sammenlignes med De Konservative i Danmark.

* Sambandsflokkurin/Sambandspartiet (7 mandater). Partiformand: Bárður à Steig Nielsen, 47 år. Afløste i 2015 partifællen Kaj Leo Johannesen, der gik af efter at have tabt lagtingsvalget. Liberalt parti, der også sidder i Folketinget ved Edmund Joensen. Søsterparti til Venstre. Støtter rigsfællesskabet med Danmark.

De tre øvrige partier i Lagtinget med årets valgresultat i parentes:
* Framsókn/Fremskridt (2 mandater). Partiformand: Poul Michelsen, 75 år. Stiftet i 2011. Partistifter Poul Michelsen har beskrevet Framsókn som et liberalt nationalparti. Sidder i den afgående regeringskoalition. Ifølge partiet skal Færøerne og Danmark forhandle om en ny samarbejdsaftale, som giver Færøerne fuld selvstændighed. Vil dog gerne samarbejde om sikkerheds- og pengepolitik samt kongehuset.

* Miðflokkurin/Midterpartiet (2 mandater). Partiformand: Jenis av Rana, 66 år. Kristendemokratisk midterparti. Imod fri abort og homoseksuelle ægteskaber.

* Nýtt Sjalvstýri/Selvstyrepartiet (1 mandat). Partiformand Jógvan Skorheim, 37 år. Socialliberalt midterparti. Går ind for færøsk selvstændighed i form af en gradvis løsrivelsesproces.
To partier opstillede for første gang. Ingen af dem kom ind:

* Føroyaflokkurin/Det Færøske Parti (0,5 procent af stemmerne). Leder og stifter: Hjalmar Zachariassen. Stillede op for blandt andet at protestere mod en “uretfærdig prioritering af tunnelprojekter” og mod “en uretfærdig behandling af områder uden for den centrale region på Færøerne”.
* Framtakið fyri kannabis/Initiativet for cannabis (0,9 procent af stemmerne). Leder: Arnfinn á Birtuni. Har som hovedformål at gøre cannabisplanter lovlige til medicinsk behandling.

Kilder: Fonyhedsbureau.dk, kvf.fo, logting.fo.

/ritzau/