DF vil have Venstre til at holde sig fra De Radikale

Det handlede mest om Venstre og De Radikale og lidt om Socialdemokratiet, da Dansk Folkeparti onsdag holdt pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

DF-formand Kristian Thulesen Dahls overordnede budskab er, at De Radikales skal holdes uden for indflydelse, hvis DF skal støtte Venstre og dennes formand, Lars Løkke Rasmussen.

– Vi har siden 2001 betingelsesløst støtte Venstres formand som statsminister. Vi har efter hvert valg givet en seddel til dronningen, hvor der kun stod navnet på Venstres formand.

– På dette sommergruppemøde har vi besluttet, at vi fremover vil stille betingelser for at pege på Venstres formand.

– En af de betingelserne er, at Venstre ikke taler sig videre ind på et spor, hvor De Radikale lempes ind i et fremtidigt regeringssamarbejde med Venstre.

– Vi vil opfordre Venstre til at stå fast på udlændingeområdet, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han og DF vil fremover holde øje med Venstres politiske kurs.

– Lars Løkke Rasmussen kom i valgkampen med sin bog “Befrielsens øjeblik” og et bastant ønske om en SV-regering, der kunne samarbejde med De Radikale.

– Det er et strategivalg, som Venstre foretager sig. Vi holder øje med, om det slår igennem i den politiske linje.
– Vi blev for alvor bekymrede, da Venstre mandag fravalgte Inger Støjberg til deres gruppeledelse.

– Vi kan frygte, at de fortsætte linjen fra valgkampen, hvor man fjerner sig fra DF og nærmer sig De Radikale, siger Thulesen Dahl.
/ritzau/