Lyndom til 27-årig narkohandler

Lyndom til 27-årig narkohandler
En 27-årig mand blev fredag ved Retten i Rønne idømt 15 måneders fængsel for at have været i besiddelse af 170 gram kokain beregnet til videresalg. Arkivfoto
| ABONNENT | 18. JAN 2021 • 16:17
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
18. JAN 2021 • 16:17
RETTEN

Det krævede fredag kun et retsmøde på 18 minutter at idømme den 27-årige Rasmus Rostgaard Sørensen 15 måneders ubetinget fængsel for at have været i besiddelse af 170 gram kokain, som var beregnet til videresalg.

Rasmus Rostgaard Sørensen blev anholdt den 9. oktober sidste år, og han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Rønne dagen efter.

Her holdt politiet af hensyn til den videre efterforskning kortene meget tæt til kroppen, og chefanklager Benthe Pedersen Lund bad om, at der blev nedlagt referatforbud fra retsmødet. Et ønske som retten efterkom.

Det var således kun muligt for pressen at referere dele af indholdet af sigtelsen mod den 27-årige, men ikke detaljer om anholdelsen og den sigtedes forklaring under grundlovsforhøret.

Efter dommen fredag, er referatforbuddet på Bornholms Tidendes foranledning blevet ophævet, og det er nu muligt at referere detaljer fra sagen mod den 27-årige.

Anholdelsen den 9. oktober skete kort efter midnat i en lejlighed i Østergade i Rønne, umiddelbart efter, at den 27-årige havde solgt 20 gram kokain til en bornholmsk kvinde for 16.000 kroner.

Fængslet i fire uger

Da han næste formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør, blev han sigtet for i perioden mellem den 26. august 2020 og den 8. oktober 2020 at havde modtaget og opbevaret 220 gram kokain beregnet til videresalg. Han blev desuden sigtet for at være i besiddelse af 11,5 gram hash til eget forbrug.

Her fortalte den 27-årige, som ikke tidligere er straffet, at han samme dag, hvis han ikke var blevet fængslet, skulle have fejret fødselsdag for sin 2-årige datter. Han fortalte endvidere, at han netop havde færdiggjort grundforløbet på en erhvervsfaglig uddannelse og nu skulle tilbage og arbejde på sin læreplads i en virksomhed i Rønne.

Hans daværende forsvarer, Rikke Solberg Bruun, argumenterede derfor for, at det ville være en uforholdsmæssig stor belastning for den 27-årige at blive varetægtsfængslet.

Det argument købte dommer Tine Rud imidlertid ikke.

– Hvis man vil undgå varetægtsfængsling, skal man ikke være i besiddelse af 120 gram kokain, belærte hun den 27-årige, inden hun afsagde kendelse om fire ugers varetægtsfængsling. En kendelse der siden blev forlænget adskillige gange.

Nægter forbindelse

Ved den ransagning af den 27-åriges lejlighed, som politiet foretog efter anholdelsen, fandt betjentene yderligere cirka 100 gram kokain, som var gemt i en emhætte.

Derudover mener politiet, at den 27-årige har solgt yderligere 100 gram kokain, så den samlede mængde stoffer i alt kom op på 220 gram.

I retten ville den tiltalte imidlertid kun erkende at have været i besiddelse af en mængde på 170 gram kokain, hvoraf de 70 gram var solgt videre. Det tog chefanklager Benthe Pedersen Lund, for at kunne gennemføre sagen som en tilståelsessag og få en hurtig dom, til takke med.

At 27-årige endte med at sidde varetægtsfængslet i næste 100 dage, inden han blev dømt, skyldes ifølge chefanklageren, at manden i den første lange periode helt nægtede at udtale sig til politiet.

Først da den mand, som ifølge politiet har leveret stoffet til den 27-årige, i december blev anholdt og dømt, besluttede manden sig ifølge chefanklageren til at samarbejde med politiet og erkende, at have været i besiddelse af stoffet, samt at have solgt en del af det.

Rockerforbindelser

Manden, der blev dømt i december, er den 31-årige Nikki Steinlein Jacobsen.

Han stammer fra Nordvestsjælland, hvor han er ledende medlem af den lokale rockergruppe MC Navajo. En gruppe der har tætte bånd til den berygtede internationale rockerklub Satudarah MC, som i de seneste par år har været involveret i periferien af flere narkosager på Bornholm.

Nikki Steinlein Jacobsen blev anholdt den 2. december sidste år, og allede den 21. december blev han idømt 15 måneders fængsel. Samme straf som den 27-årige blev idømt i fredags.

Trods tilståelsen nægtede den 27-årige imidlertid at kende noget til forbindelsen til Nikki Steinlein Jacobsen.

Både under grundlovsforhøret i oktober, under politiets afhøring og ved fredagens retsmøde nægtede han at fortælle, hvem der havde leveret kokainen, hvem han havde solgt stoffet til og hvilken pris, han havde fået.

Det samme gjorde sig gældende, da Nikki Steinlein Jacobsen under sin egen sag blev afhørt. Han var også meget lidt meddelsom om hvem, han havde leveret stoffet til og til hvilken pris.

Sammenhængen mellem disse to sager bygger således udelukkende på politiets udsagn.

En sag udestår

I sin afsluttende ultra-korte procedure krævede chefanklager Benthe Pedersen Lund, at den 27-årige blev idømt 15 måneders fængsel, samt at kokainen, hashen og en digitalvægt blev konfiskeret.

I sin lige så korte procedure appellerede mandens forsvarer, Ulrik Villars Knabe Lunn, til, at den 27-årige fik en dom på mellem 12 og 15 måneders fængsel. Anklagerens krav om konfiskation accepterede han.

Dommer Henrik Engell Rhod imødekom anklagerens ønske og forklarede, at han ved domsafsigelsen havde lagt vægt på mængden af kokain samt den 27-åriges egen forklaring.

Han forklarede endvidere, at straffen var på linje med almindelig praksis for den mængde kokain.

Tilbage står nu sagen mod den kvinde, der købte de 20 gram kokain den 9. oktober. Kvinden som blev den indirekte årsag til, at de to mænd kunne anholdes og dømmes.

Hendes sag behandles særskilt, og det vides endnu ikke, hvornår den skal for retten.