De første skridt til at få byen i bevægelse: 'Brug den fantastiske natur'

De første skridt til at få byen i bevægelse: 'Brug den fantastiske natur'
Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 18. JAN 2021 • 17:38
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
18. JAN 2021 • 17:38
MOTION

– Vi ved, at der sidder mange rundt omkring, der ikke kommer ret meget ud, og det er ikke kun ældre mennesker, men folk i alle aldre.

Det siger Leif Olsen, næstformand i Hasle Byting om det initiativ, som bytinget har taget sammen med Hasle Idrætsforening.

"Hasle i Bevægelse" skal få flere børn, unge og voksne ud at motionere. I første omgang opfordres Hasles borgere til at komme mere ud at gå. Dermed bakker Hasle op om det landsdækkende initiativ "Sammen i bevægelse", og hvor den første bølge "Danmark går sammen" ruller i uge 4-7 fra den 25. januar til den 21. februar.

– Vi er blevet inspireret af, at Danmarks Radio gennem hele 2021 har fokus på temaet "Sammen i bevægelse", hvor de vil lave en række udsendelser, der skal oplyse og inspirere til mere bevægelse og fællesskab i vores hverdag, fortæller Karen-Margrethe Hansen Bager fra Hasle Idrætsforening.


Op af sofaen

Leif Olsen mener, at problemet for mange i coronatiden kan være, at man ikke har nogen at gå sammen med, og så bliver det nemmere at lægge sig på sofaen.

For nogle kan det også være svært at tage sig sammen alene. Så kan løsningen være at finde en eller flere at gå sammen med.

– Folk er velkommen til at ringe eller maile til mig – både de, der godt vil tilbyde sig som gå-ven, og de, der mangler en at gå sammen med. Så vil jeg prøve at videreformidle ønskerne, oplyser Leif Olsen.

– Vi vil forsøge at etablere nogle små grupper. Vi håber, at der også kommer nogle med gode ideer. Vi vil bare have folk ud at bevæge sig, og at dem, der sidder alene, eventuelt kan få en eller flere gode venner at gå med – eller hvad de nu kan finde på. Vi har nogle, der allerede har meldt sig til at være tovholdere, men vi håber, at der kommer endnu flere, siger Leif Olsen.

HIF-medlemmer

H.C. Pedersen, formand for Hasle Idrætsforening, vil skrive ud til idrætsforeningens ni afdelinger og derigennem komme i kontakt med foreningens medlemmer med en opfordring om at motionere udendørs, når de indendørs aktiviteter er aflyst.

– De nuværende coronarestriktioner med et forsamlingsloft på fem og generelle anbefalinger om at mødes med så få som muligt betyder, at vi ikke kan arrangere fælles gåture. Men vi kan anbefale alle at komme ud og bruge den fantastiske natur, vi har i og omkring Hasle, noget mere, siger H.C. Pedersen.

Flere initiativer

Satsningen med "Hasle i bevægelse" ventes at blive fulgt op med andre initiativer i løbet af 2021. Men i første omgang handler det om at få flere hasleboer op af stolene og komme ud og lave motion i naturen ved at gå sammen – inden for de gældende coronarestriktioner.