Kærligheden er mild

Kærligheden er mild
– Egentlig vil jeg sige, at min hund også giver mig mildhed. Hun er et utrolig mildt gemyt, og milde gemytter er med til at sikre fred i vores liv, siger Lone Møller-Hansen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 17. JAN 2021 • 11:17
Af:
joan øhrstrøm
| ABONNENT
17. JAN 2021 • 11:17
TRO OG EKSISTENS

 
 

Kærlighedens kendetegn

I denne serie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som bliver beskrevet i ”Kærlighedens højsang” i Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13, vers 4-8:

”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.”

 

 

Vejret er mildt sagt ikke mildt her i Teglkås, hvor højlydte bølger heftigt bokser mod de mange kampesten langs kysten og den smalle asfalterede vej, som er det eneste, der adskiller husene fra det hidsige hav. Men Lone Møller-Hansens cairn terrier Wanda virker ligeglad. Trods den barske blæst logrer den lille hund lystigt omkring baptistpræsten, da jeg møder hende foran hendes hjem på Teglkåsvej for at høre, hvilke tanker hun gør sig omkring kærlighedens andet kendetegn, som apostlen Paulus nævner i ”Kærlighedens højsang” – nemlig mildhed. Og ifølge Lone Møller Hansen kræver det stor styrke at møde livets hårde omgivelser mildt.

– Jeg mener faktisk, at mildhed kræver en enorm styrke. For det er nemmere at være sur og rasende og give udtryk for alt det, man synes er irriterende. Men at kunne tage tingene og sige: "Okay, det blev ikke lige som jeg ønskede det, men jeg må se at få det bedste ud af det". Det ser jeg også som et tegn på mildhed og et tegn på styrke, siger hun, mens vi vandrer med Wanda som frontfører ad Teglkåsvej i retning af Jons Kapel, hvor den øredøvende og voldsomme vind gør det sværere at høre, hvad frikirkepræsten siger. Men Lone Møller-Hansen har ikke svært ved at tale højt og tydeligt og fortsætter uhæmmet og glad sin talestrøm.

Mildhed er en styrke

– Ordet mildhed kender vi også fra madverdenen. Man kan for eksempel tale om, at en smag er mild eller stærk, og en mild smag er ikke skarp, den er rund og behagelig. Men at være mild er ikke det samme som at være vag, siger hun og holder inde et kort øjeblik, før hun tilføjer:

– Tværtimod! For at kunne være mild og lade den egenskab gennemstrømme dig, så tror jeg, at du har meget brug for at hvile i den, du er. At være et mildt væsen er ikke at være svag og eftergivende. Det har mere at gøre med at være tilgivende og rummelig, at kunne respektere den anden for den vedkommende er og bare hvile i, at jeg er den, jeg er, siger hun og søger igen øjenkontakt:

– Da jeg skulle forbedrede mig til det her, kom jeg til at tænke på min farfar. Han var en lidt strid mand. Jeg husker det ikke personligt, men jeg kan huske, at min mor sagde til mig, da jeg var blevet voksen: ”Hvis far bliver ligesom farfar, når han bliver gammel, så må du hjælpe mig”.

Det lovede Lone Møller-Hansen sin mor at gøre. Men der blev ikke brug for hendes hjælp i den henseende, for det endte faktisk med, at hendes far blev en utrolig mild mand, fortæller præsten og smiler bredt.

– Han døde her for godt et år siden og var på et plejecenter det sidste år af sit liv, og personalet elskede ham, netop fordi han var så mild. Man siger jo, at ens sande karakter afsløres, når man bliver gammel, og så har han altså haft et mildt sind til forskel fra, hvad min mor frygtede, siger Lone Møller-Hansen og tilføjer, at det måske netop var farmoren karaktertræk, som kom til udtryk hos hendes far.

– Jeg husker hende som en sød gammel dame, der sad i sin gyngestol og strikkede, og så havde hun det her milde ansigt, siger baptistpræsten.


Gud har milde øjne

Lone Møller-Hansen mener også, at mildhed er et af Guds karaktertræk, som Grundtvig også skriver i julesalmen ”Et barn er født i Betlehem”, hvor der står ”Guds milde ansigt skal vi se.” Og i ”Kærlighedens højsang” lover Paulus faktisk også, at vi i efterlivet skal kende Gud ”ansigt til ansigt”. Men Paulus tegner allerede i sin tekst et portræt af Gud som blandt andet mild.

– Jeg er helt sikker på, at det, som Paulus beskriver i ”Kærlighedens højsang”, egentlig er Guds egenskaber, og vi bør stræbe efter at være mere som Jesus, siger Lone Møller-Hansen, der med tanke på Guds mildhed kommer til at tænke på fortællingen fra Det Nye Testamente om kvinden, der bliver grebet i utroskab, og folket vil have hende stenet.

– Jesus sætter sig og tegner i sandet og siger: ”Den af jer, der er uden skyld, kan kaste den første sten”. Den ene sætning får folk til at kigge indad. Pludselig kan de se, at de heller ikke er fejlfrie og det giver dem pludselig et mere mildt blik på kvinden, ligesom Jesus ser hende med milde øjne og siger ’gå bort og synd ikke mere’. Sådan møder han os gang på gang. Dem, der kommer til ham i et oprigtigt ønske om tilgivelse, forsoning og Guds berøring, ser han på med milde øjne.

Og han vil gerne have, at vi også møder andre med milde øjne, mener hun.

– Jesu milde blik viser os hans empati, som han gerne vil have, at vi også viser hinanden og os selv ved at sige: ”Okay, jeg er selv en synder, jeg er ikke ren, jeg kan ikke kaste den første sten. Men jeg er tilgivet og derfor kan jeg komme videre med mit liv.” For når Gud ser på os med milde øjne, behøver vi ikke gå fuldstændig i stå i selvbebrejdelse.

Viljen til mildhed

Er du selv en mild person?

– Jeg vil gerne være mild. Jeg er ikke sikker på, jeg er det. I nogle situationer kan det godt være, jeg er. I forhold til mine børnebørn er jeg måske lidt mild. De får nok en ret lang snor. Jeg elsker dem over alt på Jorden, og de får lov til rigtig meget, men samtidig sætter jeg også nogle grænser.

Det gjorde Jesus dog også, påpeger hun. Han kunne også blive vred, når han væltede bordene i templet, og når han skældte ud på farisæerne og dem, der var fulde af selvretfærdighed, mens de fordømte andre. Men han var mild overfor mennesker, som fejlede, fortæller hun og kaster et blik på hunden, som hun hele tiden sørger for at give tilpas lang line.

– Egentlig vil jeg sige, at min hund også giver mig mildhed. Hun er et utrolig mildt gemyt, og milde gemytter er med til at sikre fred i vores liv, både i verden, men også indeni os. Tænk hvis der ikke også fandtes milde mennesker? siger hun og er stille et par sekunder, før hun fortsætter, mens havet forsat bruser i baggrunden.

– Hvis jeg skulle ønske noget for verden, så var det, at nogle flere milde mennesker fik magt, for milde mennesker søger ikke magten for magtens skyld. Og verden ville blive et bedre sted, hvis vi blev regeret af milde mennesker. Af taknemmelige, rummelige, forsonende og gavmilde mennesker. Alle de her egenskaber, som egentlig knytter sig til begrebet mildhed. For hvis det var sådanne personer, der ledte verden – hold da op, hvor ville den se anderledes ud!

Guds feminine side

Hvad kan man gøre, hvis man gerne vil være mere mild?

– Jeg tror, at det hjælper at søge ind i Guds nærvær gennem bøn, for når vi bliver mødt af Guds mildhed, smitter det helt naturligt også af på vores egen natur, tror jeg. Man påvirkes jo af dem, man omgiver sig med. Man kan derfor også prøve at finde et mildt menneske, som man så kunne være lidt sammen med. Milde mennesker udstråler en ro og en tilpashed, som kan sprede sig. Det kan smitte af. Det er jo rart at blive set på med milde øjne, fordi man bliver respekteret for den, man er, og man oplever en frihed i at få lov til at være den, man er, så man hviler nok i sig selv til at bære den mildhed videre i verden, siger hun og lader blikket glide udover havet.

– For mit vedkommende har det noget at gøre med at søge stilheden, jeg tager på retræter og laver retræter og pilgrimsvandringer. Det der med at søge Gud uden at der kræves noget af mig. Jeg øver mig i at være stille i min bøn, så jeg ikke siger en masse ord, men bare søger stilheden for at hvile i min væren. Og jeg tror godt, at det kan fremelske mildhed, når man ikke stiller krav til, hvad man skal præstere.

De fleste mennesker er jo ellers omgivet af et hav af krav, der kan stresse os, men Lone Møller-Hansen tror, at Helligånden prøver at berolige os midt i det hele som en mild mor.

– Jeg mener faktisk, at Helligånden er Guds feminine side. Helligånden hvisker mildt til os, ikke med en hård tiltale, hvor man bliver bange, men på en måde, der gør, at vi bliver trygge. Og jeg tror, at mildhed gør os trygge, fordi vi ikke føler os fordømt. Vi føler os ikke forkerte. For hvis der bliver set på os med milde øjne, så behøver vi ikke være bange for at blive negativt bedømt, siger hun og smiler stort igen.

– At blive set på med milde øjne er noget af det bedste, vi kan opleve, siger hun, inden hun kærligt kalder Wanda til sig på tilbagevejen.

 
 

Blå bog

Lone Møller-Hansen. Født 1960. Præst i Baptistkirken Bornholm og i Gospelfællesskabet. Tidligere generalsekretær for Baptistkirken i Danmark. Gift med Jesper. Sammen har de to børn og fem børnebørn.