POLITIK
Peter Juel-Jensen er et af de ni Venstre-folketingsmedlemmer, som stemmer imod partiledelsens beslutning om at indbringe tidligere udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg for rigsretten.
Det har været en svær beslutning at træffe for den bornholmskvalgte politiker at bryde med den overordnede partilinje.
– Det er selvfølgelig noget, vi har snakket om i Venstre i et godt stykke tid, og det er absolut ikke en nem sag, siger Peter Juel-Jensen til Bornholms Tidende.
Han begrunder sin beslutning med, at han bakkede op om beskyttelsen af mindreårige syriske piger, der var gift med ældre mænd.
– Da vi tilbage i 2016 stødte på det her problem med barnebrude, var jeg et af de gruppemedlemmer, der bad Inger Støjberg om at passe på de unge piger for at sikre, at de ikke havde noget med hjemmefra, der kunne begrænse deres frihed i Danmark. Og det har ført til denne sag, siger Peter Juel-Jensen.
– Jeg vil ikke ændre synspunkt, fordi tiderne har ændret sig. Det, der tærer på ens kræfter som politiker, er, hvis man skal ændre synspunkt og retning. Venstres synspunkt i 2016 var et andet end nu.
Det tungeste instrument
Onsdag meddelte Venstres formand, at han og det størstedelen af Venstres folketingsgruppe går ind for en rigsretssag mod den detroniserede næstformand, der i juleferien forlod sin post.
– De anklager, der hænger over os, er så alvorlige, at de ikke kan stå uimodsagt, siger Jakob Ellemann-Jensen til DR efter, hvad han beskriver som ”et følelsesladet gruppemøde”.
Peter Juel-Jensen har i spørgsmålet om rigsretssagen valgt at forholde sig til substansen i sagen om flygtningeægteskaberne frem for juraen. Og han anerkender, at Inger Støjberg har begået fejl, såsom at tilbageholde oplysninger for folketinget.
– Det skal hun selvfølgelig have et båt i næsen for, og det fik hun også før valget.
– Jeg er ikke jurist, og det har gjort indtryk, at Instrukskommissionen og de to advokater, der efterfølgende har lavet en undersøgelse for folketinget, er kommet frem til, at der er basis for en rigsretssag. Men jeg synes ikke, at den her sag kan bære en rigsret. Det er det tungeste instrument, vi har i værktøjskassen, siger Peter Juel-Jensen.
Derfor gjorde han brug af, hvad han fremhæver som sin ”grundlovssikrede ret” til at følge egen overbevisning, selv om partiledelsen har valgt en anden kurs.
– Jeg gør det kun i sager, som er utroligt vigtigt for mit virke som politiker eller for Bornholm.
Fakta
Socialdemokratiet besluttede torsdag at tilslutte sig rigsretssagen mod Inger Støjberg. I forvejen havde Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne erklæret, at de gik ind for en rigsretssag.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er imod.
Efter et gruppemøde meddelte Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, at partiet støtter en rigsretssag. Disse ni Venstre-politikere meddelte, at de er imod partiets beslutning:
Inger Støjberg
Preben Bang Henriksen
Hans Chr. Schmidt
Michael Aastrup Jensen
Thomas Danielsen.
Mads Fuglede
Kristian Pihl Lorentzen
Britt Bager
Peter Juel-Jensen
På Facebook skriver Peter Juel-Jensen dette om rigsretssagen og sagen bag: