Troubadouren har fundet inspiration til nye show i Bornholms Tidende. Foto: Jacob Jepsen

Bjarne Kure tager munden fuld – og barsler med show

– Hvis jeg smasker lidt, er det, fordi jeg har munden fuld, undskylder Bjarne Kure og smasker lidt i telefonen, da vi taler sammen fredag.
Så han har nok at se til, den bornholmske troubadour. Han barsler nemlig lige om lidt med sit nye show "Bjarne Kure – de' sto i tidened" i Musikhuzet.

SHOW

– Hvis jeg smasker lidt, er det, fordi jeg har munden fuld, undskylder Bjarne Kure og smasker lidt i telefonen, da vi taler sammen fredag.

Så han har nok at se til, den bornholmske troubadour. Han barsler nemlig lige om lidt med sit nye show “Bjarne Kure – de’ sto i tidened” i Musikhuzet.

Og her må vi bede læseren lege med på den idé, at det rent faktisk bliver til noget, hvilket meget vel kan være ikke holder stik, fordi coronarestriktioner spænder ben for alt mellem himmel og jord.

Men skulle det ske, at det ikke sker som planlagt den 5. februar, sker det jo ved en senere lejlighed.

Vi bliver i telefonen enige om, at det nok er bedst at undgå at mødes, men at vi kan lave interviewet i telefonen dagen efter om dette hans niende show i løbet af 10 år. I 2018 led han af nethindeløsning, hvorfor han lavede en mere ordinær sangaften, og af samme grund anser han også først næste års show – skulle det blive til noget – som jubilæumsshowet.

Men én ting ad gangen, og nu gælder det altså niende show i rækken, som han på snedig vis har sikret sig omtale i avisen ved at kalde det, som han har gjort, for det må da vække nysgerrighed hos enhver journalist.

Der bliver for tiden øvet flittigt hjemmet i Knudsker. Foto: Jacob Jepsen

De’ stod i tidened …

– Det handler om, at vi jo på Bornholm ved en masse, siger han.

– Og det vi ikke ved, det tror vi, at vi ved, og det er, fordi vi har læst det i “tidened”. Og det vil sige, at det handler lidt om, at der er en masse …

Her vil jeg gerne lige indskyde, at når det har stået i avisen, så ved I det jo også, for så er det sandt – eller hvad?

– Ja, absolut. Det er der ingen tvivl om, siger Bjarne Kure i et smukt knæfald for den lokale avis, men slår så lynhurtigt om til ufine metoder:

– For eksempel stod der forleden i en reportage om dengang, russerne forlod Bornholm, at “kusserne” forlader Bornholm, og det har i store kredse vagt stor morskab, haha, ler han hjerteligt.

Som det fremgår her på siden, så det ganske rigtigt lidt specielt ud, da vi før jul gengav den gamle avisoverskrift, som han refererer til, men faktisk tager han slet ikke sin opdagelse med i det, han på Musikhuzets hjemmeside betegner som “det niende sjiov med borrinjløgnska sânga og løgnholmska hestorjer”.

– Jeg har ikke puttet den ind, for jeg har jo haft ry for at være frygteligt fræk, forklarer han.

– Den ligger klar til brug, hvis jeg skulle få behov, men jeg synes sådan set, at den er lidt for fræk.

Inden Bjarne Kure får behov for at putte noget ind nogen som helst steder, skynder vi os at gå videre i teksten.

Markedsføring?

– Jeg har i det nye show ikke et gennemgående tema, som jeg måske plejer, siger han.

– Men “Koffed og Koffed” kommer igen i en ny udgave med en ny tekst og taler om nye hændelser på Bornholm. Og jeg har også skrevet i programmet, at for første gang omtaler jeg de underjordiske. Men det handler om én bobbarækus, ikke om personen Bobbarækus, og det, synes jeg, er meget sjovt, siger han lidt kryptisk.

Han er fuld af numre den mand, og dette nummer forklarer han, at han fået ved, at der er en, der har lagt teksten til ham i hans postkasse, og muligvis er den en gammel tekst.

– Men jeg har ingen rettigheder, oprindelse eller noget som helst på den, siger han.

Man må give Bjarne Kure, at denne avisoverskrift fra 16. marts 1946, som vi bragte i avisen den 19. december sidste år, er blevet skåret lidt uheldigt i toppen.

Og melodien?

– Ja, den har jeg så selv lavet, det er man jo nødt til, når der ikke er nogen, ler han og forklarer, at han i løbet af aftenen både synger om, at avisen nu bliver trykt i Slagelse, om Winni Grosbølls exit, rødhætterne, som ikke måtte blive stående på Bobbabrøddan og meget andet.

– Det er jo alt sammen noget, jeg har læst om i “tidened”, så det er noget, jeg ved, haha, ler han.

Igen.

Men lige dér skal du ikke grine, for så er det jo netop noget, du VED!?

– Ja, det var ikke med vilje, siger han.

Og ler endnu mere hjerteligt.

Men det glæder mig, at jeg kan forstå, du abonnerer på avisen.

– Ja, det gør jeg. Og synger også, at “jeg må ertjenge, at jeg er gla’/ at jeg kan hente blâdet i postkassen hver da'”.

Bemærk dialekten, som her med garanti er stavet helt forkert.

Er showet simpelthen én lang markedsføring af Bornholms Tidende?

– … (suk) … ja, det kan man godt sige. For jeg har godt nok også en sang om regionalradioen, men den har Kurt Kofoed skrevet, og det er ikke nogen hyldest. Det er nærmest en grinagtiggørelse af, hvor små ting, de er nødt til at tage op, fordi der ikke sker så meget, haha. Så man kan sige, at det vel også er en form for markedsføring af Bornholms Tidende.

Det kan man sige, men er det ikke netop det, et lokalt medie skal – komme helt ud i krogene?

– Jo, selvfølgelig skal det det, og der skal også være referat fra bankoafdelingens generalforsamling i Klemensker Idrætsforening, erkender Bjarne Kure.

Fitnesskjættan

Kurt Kofoed, er det ham, der også har skrevet “Jâ kjøbte motorsøkkel”?

– Lige præcis, og den synger jeg faktisk også. Han skriver nogle fantastiske tekster, så dem kommer der et par nye stykker af.

Er der andre gengangere end Koffed og Koffed i løbet af showet?

– Ja, absolut, Vera kommer da! Det var jo tidligere Pær og Vera, men de er blevet skilt, og sidste gang fortalte jeg om Pær, som var blevet forelsket i fitnesskjættan (fitnessinstruktøren, red.), så denne gang fortæller jeg om Vera efter skilsmissen. Der kommer også nogle nye personer, Alfred fra en gård i Rø, og der er “den krænkede mand”. Det er jo så moderne at blive krænket, så jeg har også en historie om en mand, som bliver meget, meget krænket.

Kan du afsløre over hvad?

– Han er taget ned til stranden for at tage sig et hvil, og der kan han se ting, som krænker ham voldsomt. Og det er jo ikke så godt, siger Bjarne kure.

Da vi talte sammen i går, undskyldte du, at du havde munden fuld – man har du nogensinde i forbindelse med dine shows haft en fornemmelse af, du måske endda er lige ved at tage munden FOR fuld i arbejdet med det?

– Haha! Ja, dét har jeg i hvert fald! Blandt andet i år vil jeg sige, at det, at showet ligger cirka en måned tidligere, end det har plejet, måske har gjort, at jeg har haft mere travlt. Jeg har nok alligevel haft den samme tid til at arbejde med det, fordi jeg ikke var ude at spille i november og december, men alligevel har jeg en tekst på bedding, som jeg simpelthen ikke når at få færdig og indstuderet, og det er jeg enormt ærgerlig over.

– Men jeg krydser så i stedet fingre for, at der kommer nok publikummer til, at Musikhuzet gerne vil have mig tilbage til næste år, så der kan komme et 10 års-jubilæum. Hvis det sker, kan jeg bruge sangen ved den lejlighed, siger Bjarne Kure.

Og så har du en god start til at stable jubilæumsshowet på benene, kan man sige?

– Ja, lige præcis!