Thors savner støtte fra det socialdemokratiske bagland

Thors savner støtte fra det socialdemokratiske bagland
Thomas Thors. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 12. JAN 2021 • 18:45
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
12. JAN 2021 • 18:45
POLITIK

Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen var hurtig til at bakke borgmester Thomas Thors (S) op, da det fredag stod klart, at tidligere folketingsmedlem og europaparlamentariker Claus Larsen-Jensen udfordrer ham om at blive spidskandidat ved valget i november.

Betydeligt sværere har Thomas Thors det med at få offentlig støtte fra medlemmerne af bestyrelsen for Socialdemokratiet på Bornholm. Formand Anette Stæhr står alene med, hvad hun kan anerkende som "en lille støtteerklæring" til Thors, og flere medlemmer af partibestyrelsen er slet skjult lunkne over for at gå til valg med den nyudpegede borgmester i front.

– Det er jo fint, at der er nogle, der gerne vil stille Claus op. Jeg synes også, at det er fint, at vi har flere kandidater, siger Anette Stæhr.

Har du gjort op, hvem du selv vil stemme på?

– Ja, det har jeg, men jeg synes, at det er min private sag. Men jeg synes, at det er fint, at Thomas stiller op. Han er en fin kandidat i forhold til det kommunalpolitiske. Claus har en anden, mere landspolitisk profil og har sine erfaringer fra Folketinget og EU. Det giver en anden profil, men kan også være godt. Jeg vil også kunne samarbejde med dem begge.

Kommer du til at anbefale dine medlemmer at stemme på en af de to?

– Det tror jeg ikke. Det plejer jeg ikke at gøre. Det er jo svært, for jeg skal jo arbejde sammen med vedkommende, uanset hvem det bliver. Men jeg synes, at Thomas Thors er en god borgmester, der gør det godt og har stor erfaring. Så må folk jo gøre op med sig selv, om de ønsker noget andet.

Det lyder som en lille støtteerklæring til Thomas Thors?

– Sådan kan du godt tolke det, siger Anette Stæhr.

Næstformændene er tavse

Endnu mindre travlt med at støtte Thomas Thors eller Claus Larsen-Jensen har de to næstformænd i Socialdemokratiet på Bornholm.

– Det er dejligt, at flere nu stiller op. Det er jo ikke et valg, hvis der kun er én kandidat. Nu er der to, og så kan vi få lov at vælge, siger Kasper Flygare.

– Jeg har ikke nogen favorit endnu. De skal begge have lov at præsentere deres planer, og så har jeg en stemme på generalforsamlingen ligesom alle andre.

– Det kan godt være, at jeg vil anbefale en af dem senere. Måske føler jeg, at en af de to har brug for at blive bakket op, og så går jeg ud og gør det, siger Kasper Flygare.

Næstformand Hans Mikkelsen fortæller, at han har gjort sin stilling op rent privat, men ikke ønsker at dele, hvad han er kommet frem til.

– Jeg tror egentlig ikke, at jeg er så uafklaret. Men det er en personlig sag, hvem jeg vil stemme på, siger han.

Kan du se dem begge som borgmester?

– Det kan man jo godt. De har hver deres fordele og ulemper. Thomas har nok mest alderen imod sig, selv om Claus jo heller ikke er helt ung, siger Hans Mikkelsen.

To hælder mod Larsen-Jensen

To medlemmer af Socialdemokratiets bestyrelse medgiver gerne, at de som minimum hælder mod at stemme på Claus Larsen-Jensen, når medlemmerne af Socialdemokratiet på Bornholm skal vælge spidskandidat, sandsynligvis den 23. marts.

– Thomas har jo haft fødselsdag et par gange, siger Inge Munch, partiafdelingens kampagne- og aktivitetsansvarlige.

Endnu mere utilsløret er medlem af bestyrelsen John Jespersen.

– Jeg tror lige, at jeg holder min holdning for mig selv. Men jeg synes, at det er positivt, at der er flere at vælge imellem nu. Det siger jeg også i lyset af Snorrebakken-sagen. Der er stillet så mange spørgsmål, og jeg ved ikke, hvor meget Thomas Thors er fedtet ind i det, siger han.

– Så det er fornyende at få nogle på banen, der med sikkerhed er rene. Det er godt med fornyelsen, specielt på baggrund af den debat, der har været om nogle af de nuværendes troværdighed.

– Det ligger i luften, at de alt for lave byggebudgetter på Snorrebakken var politisk bestilt arbejde, og hvis man ser Thomas Thors’ kropssprog, så virker det som om, han har en dårlig sag, siger John Jespersen.

Lokalformænd vil høre bagland

Som formand for Socialdemokratiet Midtbornholm er Claus Larsen-Jensen selv den ene af partiets fire lokale formænd. Formand i Rønne Hasle er Jonna Nielsen, der som medlem af kommunalbestyrelsen var blandt afsenderne af den støtte, som kommunalgruppen fredag hurtigt gav Thomas Thors.

En anden med begge kasketter er Per Ole Petersen, der både er formand for Socialdemokratiet Østbornholm og nyslået, genindtrådt medlem af kommunalbestyrelsen, hvor han kom ind som tidligere borgmester Winni Grosbølls suppleant. Han lader forstå, at hans støtte fra i fredags ikke nødvendigvis holder helt til marts. Måske gør den, måske gør den ikke.

– Indtil videre har jeg som medlem af den socialdemokratiske kommunalgruppe været med til at støtte Thomas Thors. Men jeg imødeser en heftig og hektisk valgkamp, også om borgmesterkandidaturet, siger han.

– Lige nu har jeg ikke lyst til at undsige nogen af de to. Og lige nu har Thomas brug for al den støtte, som han kan få i det her år som borgmester. Hvad der så skal ske fremadrettet kommer meget an på vores lokale generalforsamling.

– Hvordan jeg vil forholde mig til Thomas eller Claus vil afhænge af, hvad der sker på generalforsamlingen i vores partiforening. Jeg siger ikke nej til nogen på forhånd. Men som lokalformand er det selvfølgelig vigtigt for mig, at vi får en borgmesterkandidat, der forstår vores forhold på Østbornholm og vil arbejde for udvikling på hele Bornholm, siger Per Ole Petersen.

– Jeg har ikke tænkt over, om jeg vil gå ud med en anbefaling af en af dem. Men det er da klart, at vi taler om tingene i bestyrelsen, og det kan godt være, at vi vover pelsen og går ud med en anbefaling.

Jacob Lund afventer

På samme linje er også Jacob Lund, formand for Socialdemokratiet Nordbornholm og tidligere medlem af Folketinget.

– Jeg ved godt, hvad jeg selv mener, men jeg tror, at jeg vil holde min mening for mig selv, siger han.

– Vi skal først have lov at snakke om tingene internt. Jeg støtter da Thomas Thors som borgmester i øjeblikket, men jeg vil godt afvente, at vi får snakket noget mere sammen, før jeg melder ud, hvem jeg støtter. Det er jo folk, der kan noget begge to, siger Jacob Lund.

Heller ikke den bornholmske formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, det tidligere LO, ønsker at melde støtte ud til den ene eller den anden. Det har dog andre grunde, der er rent principielle.

– Både på landsplan og lokalt er vi enige om, at vi ikke er en del af det partipolitisk. Vi støtter hverken bestemte partier eller enkeltpersoner, siger Jens Christian Olsen.