Køberne står på venteliste til hendes værker: 'Nu kan jeg leve af min kunst'

Køberne står på venteliste til hendes værker: 'Nu kan jeg leve af min kunst'
Anne Sofie Meldgaard, 46, kan nu leve af sin kunst. Foto: Jesper Westley
| ABONNENT | 12. JAN 2021 • 08:19
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
12. JAN 2021 • 08:19
KUNST

Den 46-årige kunstmaler Anne Sofie Meldgaard blev uddannet fra Det Kgl Danske Kunstakademi i 2000.

Det er 20 år siden og i den tid har hun været nødt til at arbejde sideløbende med kunsten, i perioder fire job ad gangen. Anne Sofie er hverken kræsen eller snobbet. I otte år arbejdede hun som bagerjomfru hos Bager Dam i Aakirkeby.

– Det er jeg stolt over. Jeg har levet under fattigdomsgrænsen, men jeg har forsørget min familie samtidig med, at jeg har malet. Sådan er det jo. Kvindelige kunstnere har ikke en genirolle, at træde ind i. Vi bliver nødt til at se på os selv på en anden måde, siger Anne Sofie Meldgaard, der har atelier og bolig i den nedlagte stationsbygning i Åløse.


Udsolgt

2020 blev et vendepunkt for Anne Sofie Meldgaard, der er kendt for sine koloristiske værker af planter og blomster. Pludselig kom der rift om hende. Det ene værk efter det andet røg over disken, indtil der pludselig ikke var flere malerier på lager. Samme år købte Bornholms Kunstmuseum endnu et af Anne Sofie Meldgaards værker.

Nu står køberne på venteliste.

– Det er første gang, det er sket. Folk er ellevilde med blomsterbillederne. Jeg har solgt alt, og det er jeg meget taknemlig over, siger Anne Sofie Meldgaard, der er medlem af den bornholmske kunstnersammenslutning Holka Hesten.

Aflyst

2020 blev med andre ord året, hvor Anne Sofie Meldgaard for første gang kunne leve af sin kunst. Og her i de første uger af 2021 har atelieret ligeledes været præget af travlhed. Meldgaard skulle for anden gang deltage i Koloristernes Forårsudstilling i København, med fernisering den 23. januar. Søndag indløb imidlertid besked fra kunstnersammenlutningen om at udstillingen er udsat til 2023 på grund af corona-restriktionerne.

Det var noget af et antiklimaks, indrømmer Meldgaard.

– Jeg blev meget skuffet, lige da jeg hørte det, siger hun. – Jeg havde glædet mig til at vise mine nye billeder frem. Men jeg synes, det er den rigtige beslutning. Der er ingen grund til at gøre noget halvt eller kvart.

Nye drømme

Set fra kunstnerens eget udgangspunkt blev 2020 året, hvor Anne Sofie Meldgaard besluttede sig for at prøve kræfter med et nyt format. Efter 11 år med den harlekinternede krukke som gennemgående tema og de store formater som kendetegn, har hun nu bevæget sig ud i ukendt terræn – små malerier hvor Meldgaard zoomer ind på detaljerne.

– Jeg har bevæget mig ud af krukken, både bogstaveligt og overført. Krukken var en essentiel del af min metode, en stringent ramme, hvorfra jeg startede billedet op. Nu drømmer jeg om at bevæge mig videre mod andre klassiske motivgenrer som landskaber og motivskildringer, siger Anne Sofie Meldgaard. Men det er stadig planterne, hun kredser om.


Uopdagede steder

Anne Sofie Meldgaard bøjer sig ned og tager enkelte værker frem fra rækkerne af nye produktioner. De klare signaturfarver går igen, men motiverne er mere enkle.

– Jeg maler stadig naturen, men ikke i botanisk forstand. Virgin Lands I og II og Morning Glory er inspireret af tiden fra midt 90’erne til 2009, hvor jeg boede i København, og hvor byen blev erobret af folk, der ville tjene penge. Jeg satte mig for at finde de øde, uopdagede steder og male de planter, som vokser vildt, som en reflektion af et indre sindbillede. Her er et sted, der er forladt og uopdaget, men som samtidig giver en forløsende pause fra den evige jagt på den fede kaffe og den lækre stol.

Nu arbejder Anne Sofie Meldgaard videre. Kunderne venter.

Bornholms Tidende viser her et udvalg af kunstnerens nyeste værker.
 

Succes med at sælge kulturoplevelser og kunst i Gudhjem

Anne Sofie Meldgaard deltager den kommende sommer igen i en collab – amerikansk betegnelse for et tværgående, midlertidigt, kreativt samarbejde – i Gudhjem.

Det foregår i Brøddegade 37, som lejes af den københavnske designer Rikke Jersø. Hun lukker hver sommer butikken på Frederiksberg og tager til Vang, hvor hun har sommerhus. Samtidig flytter hun, i lighed med sommerens samarbejdspartnere, et udvalg af sine produkter til butikken i Gudhjem, og så er der almindelig salgsaktivitet og turister ud og ind ad døren om dagen. Aftenerne reserveres til kulturarrangementer med vinsmaging, artisttalk og fest.

Udover Meldgaard og Jersø var fotografen Jesper Westley og den japansk-canadiske designduo Jin Choi og Inkyung Lee, der står bag virksomheden Jiin i Nexø, repræsenteret i Brøddegade 37. De er alle med igen den kommende sommer, ligesom Cathy Lee fra Polpo Wines i Østermarie. Dertil kommer en ny profil i form af tøjdesigneren Mette Krebs, der står bag tekstilmærket Linnen by Krebs.