Nedsat kapacitet er ikke noget problem: Express 1 havde kun 24 om bord på morgenafgang

Nedsat kapacitet er ikke noget problem: Express 1 havde kun 24 om bord på morgenafgang
Mandag morgen var 24 passagerer med Express 1 fra Ystad. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 12. JAN 2021 • 10:52
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
12. JAN 2021 • 10:52
TRANSPORT

Med store dele af samfundet lagt i dvale af corona-restriktioner er transportbehovet i bund. Ydermere er der de svenske grænseregler, som i de fleste tilfælde forhindrer danskere, der ikke har adresse på Bornholm, i at rejse over Ystad. Bornholmslinjen har med Transportministeriets velsignelse halveret det daglige antal dobbeltoverfarter fra fire til to, og der er rigeligt med plads, fortæller Molslinjens pr- og kommunikationschef Jesper Maack.

– Der er meget, meget få med. Jeg har fået at vide, at der mandag morgen var 24 passagerer med fra Ystad (klokken 8.30, red.) – på en færge med en kapacitet på 1.400. De kunne have spillet fodbold mod hinanden, hvis man fjernede sæderne, siger Jesper Maack.

Han tilføjer, at passagertallet er lidt højere med morgenfærgen fra Rønne og aftenfærgen retur klokken 18.30 fra Ystad.

Nyt krav om halv kapacitet

Busoperatørerne – Bornholmerbussen og Rute 700/Kombardo Expressen – har droslet kørslen ned til én tur i hver retning. Både Bornholmerbussen (Ystad-København) og Rute 700/Kombardo (Bornholm-København), der samarbejder om de fleste afgange, betjener morgenfærgen fra Bornholm klokken 6.30 og eftermiddagsfærgen i den modsatte retning, hvortil busserne kører fra København cirka klokken 16.30.

Morgenafgangen fra Ystad klokken 8.30 og eftermiddagsafgangen fra Rønne er uden busdækning og derfor kun relevant for personer i egen bil.

Transportministeriet har skærpet corona-reglerne for fjernbusser, og siden torsdag 7. januar har busselskaberne kun måttet sælge billet til hvert andet sæde.

I øjeblikket er det dog ikke noget problem at køre med halv kapacitet, lyder det fra busselskaberne. Bornholmerbussens direktør, Jørgen Andersen, oplyser, at der er typisk 10-15 rejsende med afgangene. Og da der i søndags blev solgt 40 billetter, indsatte selskabet en lang ledbus.

Maike Fiil, daglig leder hos Rute 700, fortæller, at behovet for tiden kan dækkes af en enkelt halvfyldt bus i hver retning, men skulle behovet blive større på bestemte dage, er det muligt at indsætte en ekstra bus.

 
 

Den svenske grænselukning

Disse grupper har lov til at rejse igennem Sverige, når de skal til og fra Bornholm:

– Personer med bopæl på Bornholm

– Sundhedspersonale

– Personale i sygetransporter

Fragtpersonale i transportsektoren, pendlere med job i Sverige og personer, der rejser af “presserende familiemæssige årsager”, er generelt undtaget fra indrejseforbuddet. Presserende familiemæssige årsager henviser til akutte situationer som fødsler, begravelse og palliativ pleje, skriver svensk politi.

Svensk politi bruger disse formuleringer om de bornholmske undtagelser fra transitreglerne:

”En undtagelse gælder for personer, som bor på Bornholm og rejser via Sverige mellem Bornholm og en anden del af Danmark, for sundheds- og hospitalspersonale, som udfører arbejde på Bornholm, samt personale i sygetransporter. Bemærk, at det er rejsendes eget ansvar at kunne bevise disse forhold i grænsekontrollen, for eksempel ved hjælp af ansættelsesbevis, tjenesteattest, lønsedler eller udtræk fra folkeregisteret. Andre muligheder for undtagelser findes ikke i øjeblikket.”

Indrejseforbuddet for danskere varer indtil 21. januar.

Kilde: Sveriges politi, det danske transportministerium