Så meget faldt passagertallet i december måned

Så meget faldt passagertallet i december måned
Corona har haft stor negativ effekt på antallet af rejsende til og fra Bornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 11. JAN 2021 • 15:04
Af:
jakob-noermark

11. JAN 2021 • 15:04
TRANSPORT

Den store transportforvirring i juledagene og de generelle corona-anbefalinger afspejler sig i passagertallet på færgerne.

Bornholmslinjens statistik for december viser, at antallet af passagerer på ruterne til Ystad og Køge faldt med 35 procent sammenlignet med julemåneden året før, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

 
Kun 176 ud af
de 246 planlagte
afgange mellem
Rønne og Ystad
blev afviklet.

 

Den pludselige svenske grænselukning, som trådte i kraft to dage før jul, fik Bornholmslinjen til at indstille sejladsen mellem Rønne og Ystad for hurtigfærgen Express 1 resten af året. Som alternativ kunne man kun sejle til/fra Køge, og fra anden juledag blev færgen Hammershus indsat på Ystad-ruten, efter at de svenske myndigheder lempede reglerne for bornholmere i transit.

I alt rejste 59.491 personer i løbet af december med færgerne – to tredjedele på Ystad-ruten og en tredjedel på Køge-ruten, som blev opprioriteret kraftigt fra den 22. december. Mens 4.834 passagerer i 2019 tog færgen til eller fra Køge, nåede det tal op på 19.800 rejsende i december 2020.

Omvendt blev passagertallet på Ystad-ruten mere end halveret – fra 87.752 til 39.691.

Totalt set faldt passagertallet på de to færgeruter fra 92.588 til 59.491. Hvis den helt nedlukkede rute til Sassnitz indgik i sammenligningen, ville tilbagegangen være endnu større.

Forårets dyk

Kun 176 ud af de 246 planlagte afgange mellem Rønne og Ystad blev afviklet. Fire aflysninger skyldtes uvejr, mens resten kan henføres til omlægningen efter den svenske grænselukning.

Set over hele 2020 har Bornholmslinjen registreret en nedgang i passagertallet på 13 procent inklusive tysklandsruten, som har været lukket ned i adskillige måneder.

Rederiet noterer med tilfredshed, at en rekordtravl højsommer og sensommer gjorde det muligt at indhente en del af det tabte fra de meget stille forårsmåneder, hvor passagertallet som følge af nedlukningen tog et dyk på cirka 50 procent.

"Vi er meget glade for, at Bornholmerne fortsat rejser meget, og at vi i samarbejde med den bornholmske turisme er lykkedes med at fastholde et meget stort antal turister i 2020", skriver Molslinjens pr- og kommunikationschef i pressemeddelelsen.
Trafikudvikling i hele 2020

I forhold til 2019 udviklede passagertallet på Bornholmslinjens tre ruter sig således i det forgangne år:

Rønne-Ystad: - 13,0 procent

Rønne-Køge: + 28,6 procent

Rønne-Sassnitz: - 38,3 procent

I alt: - 13,1 procent

Kilde: Bornholmslinjen