Kogebog i handlen med en måneds forsinkelse: Kokken er allerede i gang med sit næste bogprojekt

Kogebog i handlen med en måneds forsinkelse: Kokken er allerede i gang med sit næste bogprojekt
Sune Rasborgs koge- og rejsebog "Bornholm og en bid af verden" er langt om længe kommet hjem fra trykkeriet med en måneds forsinkelse. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 11. JAN 2021 • 16:34
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
11. JAN 2021 • 16:34
MAD

Koge- og rejsebogen "Bornholm og en bid af verden" var tænkt som kok Sune Rasborgs bud på en jule- eller mandelgave til dem, der går op i mad, og som godt kan lide at pakke kufferten og tage på oplevelse i udlandet. Efter planen skulle den have været i boghandlen i løbet af december, men sådan gik det ikke. Først en lille uges tid inde i 2021 ankom bogen fra trykkeriet.

Bedre sent end aldrig kan man sige, og sådan ser forfatteren også på det.

– Det er rigtig fedt. Udover ventetiden har det virkelig været en hård kamp med trykkeriet, der ikke har kunnet komme med nogen ordentlige undskyldninger for, hvorfor den ikke kom. De lovede, at den ville komme ad flere omgange, og det gjorde den bare ikke. De vendte ikke tilbage, selvom de sagde, at den havde førsteprioritet. Hold nu op, det har faktisk været en ret hård december, også fordi vi gik glip af hele julesalget. Så det er meget forløsende at have den i hånden, siger Sune Rasborg.

Hjælpe på udlængsel

Med den fysiske bog i hånden kan han konstatere, at den er blevet, som han håbede. Han kalder det selv en lille bog, hvilket også var meningen. Han har lavet det hele selv, både teksten, billederne og opsætningen.

– Så den er sat simpelt op, men pænt. Det er sjovt at have den. Jeg har kigget på den syv milliarder gange på computeren, men det er rigtig sjovt at have den fysik. Det er det, bøger kan, synes jeg, fremfor at læse noget på en skærm, det her taktile og det, at man kan bladre i den. Sætte sig og slappe af med den på en helt anden måde. Så jeg er rigtig glad, og jeg er rigtig stolt, siger Sune Rasborg.

Som nævnt har forsinkelsen betydet, at han er gået glip af julesalget. I stedet håber han, at de aktuelle restriktioner kan hjælpe bogen på vej.

– I og med at der er nedlukning igen, og mange ligesom jeg selv har en hel del udlængsel, så er det måske en meget sjov bog at have, fordi den netop handler om at rejse og rejseminder. Så der håber jeg lidt på, at den kan noget og kan vække lidt interesse og måske inspirere til, at man tænker tilbage på nogle af de rejser, man selv har haft. Det var lidt tanken med den, siger han.


Ny bog på vej

"Bornholm og en bid af verden" er ikke Sune Rasborgs første bog, og det bliver heller ikke den sidste. Faktisk er han allerede i gang med den næste, som efter planen skal udkomme i år, måske til november.

– Den kommer også til at handle om Bornholm og meget om naturen, og selvfølgelig noget man kan spise, fortæller han.

Foreløbig er denne bog også et soloprojekt. Sune Rasborg har fundet ud af, at han godt kan lide at arbejde alene, for så bestemmer han selv. Derudover finder han en tilfredsstillede i at kunne løse nogle af opgaverne selv.

– Selvfølgelig går jeg på kompromis nogle gange, for der er ting, jeg ikke kan, som en professionel fotograf kan, for eksempel, men det, synes jeg, er en del af charmen. Jeg synes, det bliver opvejet af tilfredsheden ved at gøre det selv, og jeg synes faktisk, at resultaterne er ret flotte, hvis jeg selv skal sige det. Jeg tror, at det nok ikke er alle, der kan se forskel i sidste ende, siger han.

Lidt alene med succeser

Det nye bogprojekt bliver meget omfattende, og derfor kan det godt være, at han bliver nødt til at hente lidt hjælp ind udefra på et tidspunkt. Og det har også sine fordele at have nogle at arbejde sammen med.

– Det fede ved at være flere om det er, at man kan glæde sig over de små sejre i processen; hvis der bliver taget et fedt billede, eller der var en fed oplevelse, eller maden smagte ekstra godt. De her små succeser står man lidt alene med. Det kan godt være lidt ensomt en gang imellem, siger Sune Rasborg.

Derfor har han lært at nyde dem alene eller sammen med venner og familie.

– Jeg synes, det er gået fint med den her bog, og min familie er også sød til at være begejstret på mine vegne. Jeg arbejder herhjemme, så der er ikke langt til nogen, man kan vise noget frem til. Jeg er også så heldig, at jeg deler et kontor med min meget gode ven Allan Kaas og min gode ven Søren Femmer, som er søde til tage del i de succeser, men det er stadig ikke det samme, som hvis man lavede det sammen, lyder det fra Sune Rasborg.