Bornholm topper liste over nystartede ø-virksomheder

Bornholm topper liste over nystartede ø-virksomheder
| 11. JAN 2021 • 14:14
Af:
torben-oestergaard-moeller

11. JAN 2021 • 14:14
ERHVERV

Trods coronakrisen var der gang i aktiviteten på de danske øer i 2020, oplyser Vækstfonden i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at Bornholm blandt de større øer, som har deres egen kommune, simpelthen topper listen med 74 nystartede virksomheder i 2020.

Og der langt ned til nummer to på listen, Morsø med 45.

De mange nye virksomheder vidner om, at der trods krisetid og økonomisk nedgang heldigvis stadig hersker iværksætterånd og gode forretningsmuligheder, lyder det fra Vækstfondens senior vice president, Jens Mølby, i pressemeddelelsen:

– De danske øer er en solstrålehistorie om, hvordan vi i Danmark er fantastiske til at udnytte de lokale potentialer. Hvad enten det drejer sig om kunsthåndværk, landbrug, tømrervirksomheder med videre er de danske øboere helt fantastiske til at skabe virksomheder, som kan sætte gang i turisme og vækst i hele Danmark. Det er særligt vigtigt i et år som 2020.

Bornholm hører ikke til i kategorien småøer, men i pressemeddelelsen nævnes frugt fra Fejø, øl fra Ærø og salt fra Læsø. Vækstfonden har således kigget på, hvor mange virksomheder, der er startet på netop de danske småøer i 2020. Og æren af at starte flest nye virksomheder går i denne kategori til den lille ø i Isefjorden, Orø.

Sidste år skrev Orø sig således ind i blandt de danske øer, som har en lang tradition for iværksætteri og håndværk, for selv om øen med et areal på 14 km2 og godt 900 indbyggere hører til blandt de danske småøer, er Orø den danske ø uden egen kommune, der har startet flest virksomheder i 2020. Hele fem af slagsen på bare ét år.

– De danske øer rummer en guldmine af potentialer, som vi i Vækstfonden vil være med til at udvikle og vækste, siger Jens Mølby meddelelsen.

 
 

Øer, som har egen kommune

Bornholm ligger ifølge Vækstfonden i spidsen blandt de større øer med egen kommune i forhold til antallet af nye virksomheder i 2020.

• Bornholm: 74.

• Morsø: 45.

• Ærø: 20.

• Langeland: 15.

• Samsø: 13.

• Fanø: 7.

• Læsø: 3.