Lille underskud er udtryk for fremgang: 'Vi er vækstet fra 10 til 20 medarbejdere'

Lille underskud er udtryk for fremgang: 'Vi er vækstet fra 10 til 20 medarbejdere'
Birger Olsen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 10. JAN 2021 • 07:16
Af:
laust uhrskov jordal
| ABONNENT
10. JAN 2021 • 07:16
ERHVERV

Der er gang i forretningen hos Bornholms Byggeforretning. Byggefirmaet, der lever af at lave total- og fagentrepriser, bygger huse og sommerhuse, har de seneste år haft fremgang i forretningen, og det har det stadig – også på trods af coronapandemien. Det oplyser bygmester Birger Olsen.

– Jeg synes, der er ret godt gang i biksen. Vi har på det seneste vækstet fra at være 10 til at være 20 medarbejdere i forretningen, inklusive fem lærlinge, siger han.

Indtil for et nogle år siden havde Bornholms Byggeforretning hårde vilkår med årlige underskud og negativ egenkapital. Men det vendte, da virksomheden fik til opgave at renovere Åvangsskolen, Søndermarsskolen, Kongekærskolen og Paradisbakkeskolen. De opgaver var med til at give virksomheden et skub i den rigtige retning, og Bornholms Byggeforretning har i regnskabsårene 2016-2019 haft sorte tal på bundlinjen og en positiv egenkapital. Det er den fremgang, der har gjort det muligt for Birger Olsen at ansætte flere medarbejdere i forretningen.

Fremgang gav underskud

Paradoksalt nok har den vækst dog gjort, at det seneste årsregnskab, der blev offentliggjort i december, og løb fra perioden 1. juli 2019 til 30.juni 2020, viser et mindre underskud i forretningen. Det samlede resultat for perioden blev på –244.389 kroner efter skat, mens resultatet året før lød på 333.429 kroner. Ser man på bruttofortjenesten, vidner den dog om fremgangen i forretningen. Fra året 2018/2019 til det seneste årsregnskab er bruttofortjenesten steget med knap 400.000 kroner. Til gengæld er lønomkostningerne steget med lidt over en million kroner. Og det skyldes altså, at der er flere mennesker i forretningen til at lave arbejdet. Birger Olsen er ærgerlig over, at årsregnskabet ikke endnu engang kunne vise et positivt resultat efter skat, men er optimistisk omkring udsigterne til indeværende regnskabsårs resultat.

– Jeg synes, vi har haft et fornuftigt år 2019/2020, hvor vi måske har haft lidt for mange ansatte i forhold til opgaverne. Samtidig kommer grunden til, at vi er vokset i medarbejdere, ud af den overbevisning om, at opgaverne i fremtiden kommer til at stå mål med det behov, vi har for at have dygtige medarbejdere, siger han.

Det er bedre at køre med et lille underskud nu og så have de medarbejdere, der skal til at løfte de opgaver, der kommer fremover, mener han.

– Nogle gange må man tage en lille chance og så håbe på, at det i det store hele giver et overskud, siger Birger Olsen.

– Vi har haft overskud de seneste tre år, så det er da lidt irriterende, at det ikke blev sådan igen, men vi regner med, at det vender igen, og vi forventer et plus på bundlinjen ved næste regnskab, siger han.

Årsresultatet har betydet, at der har måttet trækkes på egenkapitalen, der dog stadig ligger på over 600.000 kroner.

Corona giver nye sommerhuse

Et af de områder, som der virkelig er aktivitet i for Bornholms Byggeforretning lige nu, er sommerhusbyggeriet. På virksomhedens hjemmeside kan kunderne finde et online-katalog over typer af sommerhuse, som forretningen kan udføre. Det er der mange henvendelser på for tiden, forklarer Birger Olsen. Grunden til det skal findes i coronapandemien.

– Det seneste år har vi fået rigtig mange henvendelser på sommerhuse. Det er simpelthen på grund af det store besøg af danske turister, som Bornholm havde sidste år. Der var rigtig godt gang i turismen, og der kom en masse danskere fra hele landet, der fandt interesse for at have sommerhus på Bornholm, så derfor er der mange, der gerne vil købe et, eller bygge et, hvis de kan finde en grund til at bygge det på. Så kontakter de os, siger Birger Olsen.

Ordrebogen for 2021 lyder indtil videre på ordrer på sommerhuse, færdiggørelse af renoveringen af Hans Rømerskolen, en hovedentreprise på genopbygningen af Søllingsgaard i Svaneke, et par helårshuse og en fagentreprise på en ny hal ved Campus Bornholm.

– I den nærmeste fremtid fortsætter vi den gode udvikling, vi er i. Vi får næsten dagligt nye henvendelser og har en rigtig god kundekreds. Jeg er optimist og tror på, det bliver ved med at gå fremad, siger bygmester Birger Olsen.

Bornholms Byggeforretning startede i 1972 på Aakirkebyvej i Rønne og rykkede siden til Lobbæk i 2011. Siden årsskiftet 2008/2009 har virksomheden været ejet og drevet af Birger Olsen.

 
 

Fakta

Årets resultat

16/17: 242.510 kroner.

17/18: 495.360 kroner.

18/19: 333.429 kroner.

19/20: –244.389 kroner.