2020 blev et brag af et år: Omsætningen steg med ni millioner kroner

2020 blev et brag af et år: Omsætningen steg med ni millioner kroner
Stephan Thunberg. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 10. JAN 2021 • 20:34
Af:
lisbet-holst
| ABONNENT
10. JAN 2021 • 20:34
ERHVERV

Direktør og indehaver Stefan Thunberg, Allinge Byggemarked/XL-Byg Allinge og Rønne, er glad og stolt.

2020 blev omsætningsmæssigt et rekordår for hans to byggemarkeder, faktisk det bedste nogensinde.

Omsætningen voksede til 43 mio. kroner, en vækst i procent på 26,5 i forhold til 2019.

I 2019 lå omsætningen på 34 mio kroner, i 2018 på 22 mio. kroner.

Virksomheden har vækstet med ikke mindre end 95,5 procent over de seneste tre år. Det går med andre ord supergodt.

Den positive udvikling skyldes stor opbakning fra bornholmerne, siger direktør og ejer Stefan Thunberg, der købte virksomheden i 2011.

Overtog kunder

– Det er den største omsætning nogensinde, mens jeg har ejet virksomheden. Det er også den største omsætning i Allinge Byggemarked siden 1912, så det er den største omsætning, der er lavet på den her matrikel. Jeg er 100 procent glad og stolt, men det kunne aldrig lykkes, hvis ikke jeg havde så godt et personale, og hvis ikke bornholmerne havde støttet op, siger Stefan Thunberg.

Da Jens Fridolf i 2019 solgte XL-Byg i Nexø og Rønne til Bygma, valgte mange af kunderne, at de fortsat ville handle i et XL byggemarked.

– Jeg tror, at omsætningen kommer derfra. Vi har fået kunder, der godt vil handle bornholmsk. De er vant til at handle hos XL-Byg, de er vant til at handle lokalt. Derfor har man valgt at lægge handlen hos os, vurderer Stefan Thunberg.

Terrasser og havemøbler

Den stigende efterspørgsel på byggematerialer i 2020 skyldes naturligvis også covid-19-pandemiens konsekvenser for folks arbejdsliv og hverdagsliv: Nedlukninger, hjemsendelse, hjemmearbejde og begrænsede muligheder for at rejse.

De penge, som foik havde sparet op til rejsen til Mallorca, blev blevet brugt på f.eks. renovering af huset, en ny terasse eller nogle lækre havemøbler.

– Det er klart, at det har vi kunnet mærke. Folk er gået hjemme på grund af corona og har tænkt: "Jeg skal lave noget, der skal ske noget." For det andet er vi det eneste lokalt ejede byggemarked på Bornholm, jeg er bornholmer, og jeg ejer virksomheden personligt. I 2020 lagde man jo meget vægt på at støtte op om bornholmske virksomheder for at få dem til at overleve. Det synes jeg er så positivt, siger Stefan Thunberg.

Mange nye terrasser

Efterspørgsel er især vokset på træ og maling.

– Folk har lavet rigtig mange terasser i 2020, rigtig mange har skiftet døre og vinduer ud, de har fået efterisoleret deres huse, og rigtig mange har malet både indvendig og udvendig. Vi kan også se, at de private kunder har brugt flere penge på havemøbler i 2020 end end året før. Så man har forkælet sig selv – og sit hus – lidt mere, end man plejer at gøre, siger Stefan Thunberg.

Flere medarbejdere

Han har 32 medarbejdere ansat i Allinge og to medarbejdere i XL-Byg i Rønne. Det er cirka 25 procent flere folk end i 2019. Det er dyrt med flere medarbejdere, men det er vigtigt at holde hjulene i gang, siger Stefan Thunberg.

Corona-restriktioner og nedlukning har skabt behov for flere medarbejdere, bl.a. har Stefan Thunberg ansat to kontrollanter, der tjekker, at ingen privatkunder forvilder sig ind i butikkerne i denne tid.

Byggemarkeder skal holde lukket for privatkunder, indtil videre er corona-nedlukningen forlænget til 17. januar, men i sidste uge indførte byggemarkederne en "take-away"-ordning for privatkunder.

Kunderne ringer og bestiller varer og afhenter dem derefter udenfor butikken, alternativt kan man få varerne leveret gratis på adressen.

Hvor normalen er, at der er en medarbejder til at betjene en privatkunde, skal der nu tre medarbejdere til at betjene en kunde:

En telefondame, der tager imod den telefoniske odre fra kunden og tjekker, at den bliver betalt på mobilepay, en anden medarbejder, der tager imod ordresedlen, finder varen i butikken, pakker den og lægger den ud på leveringsstedet, og en tredje medarbejder, der tager imod opkald fra kunden om, hvornår han eller hun kan hente varen, og som så sørger for, at den bliver afleveret til kunden på behørig afstand ude på parkeringspladsen foran butikkerne.

Ordningen er populær.

– Det fungerer supergodt, siger Stefan Thunberg.

Jubilæumsfest

Han forventer ikke, at væksten i omsætningen vil vokse i samme takt de kommende år.

– Omsætningen vil vokse, men ikke i den samme dur. Jeg håber da, at tendensen fortsætter: At bornholmerne kan se, at når man bor på en ø, er det vigtigt at lægge så meget handel som muligt hos lokalt ejede virksomheder på øen.

Stefan Thunbergs 10-årig jubilæum den 3. januar blev ikke fejret på grund af corona-restriktionerne. Når landets byggemarkeder igen må åbne for private kunder, sker det med en festlig markering – både af direktørens ti-års jubilæum og af Ailinge Byggemarked/XL-Bygs 50 års jubilæum som byggemarked og trælasthandel, der også falder i år.

– Når vi får lov til at åbne op igen, så holder vi et brag af en fest, forsikrer Stefan Thunberg.