Bornholms Tidendes udsendte mødte Jake Angeli i februar sidste år. Tirsdag blev han kendt verden over på grund af sin ageren i Senatet. Martin Gangelhoff Hansen

Leder: Hvad laver en mand med horn i det amerikanske senat?

LEDER

Det amerikanske senat. På en almindelig dag vil mænd og kvinder i jakkesæt debattere og lave aftaler. Men 6. januar 2021 er ikke nogen almindelig dag. Den politiske elite er jaget på flugt af en pøbel af oprørere. Midt i infernoet står en behornet mand med pelshat og tatoveringer. En ledende skikkelse i den vanvittige konspirationsteoretiske gruppering QAnon, som tror, at verden styres af en satanisk og pædofil magtelite.

 

Når et lokalmedie lukker,
mister fællesskabet således
journalistikkens lokale
tilstedeværelse og må i stedet
så at sige nøjes med
journalistik produceret langt væk

 

Mandens navn er Jake Angeli, og Bornholms Tidende har mødt ham. Vi interviewede ham februar sidste år under et Trump-rally i storbyen Phoenix. Han snakkede – nej, rablede – løs om konspirationsteorier, hvor han sprang rundt i et galleri af navngivne og unavngivne magtfulde personer, som vil gøre os alle til slaver.

Bornholms Tidendes udsendte – som skriver disse linjer – var taget til Trump-rally den dag for at forstå Trump-vælgerne, som kort fortalt både drives af et ønske om en konservativ-kristen politik og en generel “elitelede”.

Godt 74 millioner amerikanere stemte ved præsidentvalget på Trump, mange fordi de ikke har tillid til systemet. De tror på de løgne, som konservative medier serverer for dem, mens de traditionelle medier hos dem ikke tilskrives nogen troværdighed.

En del af forklaringen på dette troværdighedstab findes i afkoblingen mellem by og land. Fællesskabet er splintret i de små lokalsamfund, hvor virksomheder, kulturinstitutioner og lokalmedier er lukket på stribe.

Jake Angelis kortvarige erobring af den plads, som ellers tilhører USA’s højesteretspræsident i Senatet, kan til dels føres tilbage til lukningen af lokalmedier. For uden fællesskab reduceres et lokalsamfund til en streg på et landkort, og det er i fællesskabet, tilliden til resten af systemet opstår.

Det gælder også journalistikken, som er en underlig størrelse, der oftest kun kan servere ét stykke af den kage, der udgør sandheden. Det er som regel ikke et problem, så længe vi har en samtale om det. Når et lokalmedie lukker, mister fællesskabet således journalistikkens lokale tilstedeværelse og må i stedet så at sige nøjes med journalistik produceret langt væk. Dermed ryger samtalen om journalistikkens vilkår og grundproblemer også længere væk.

De splintrede lokalsamfund kan ikke klinkes, men hvis vi vil undgå den næste Donald Trump og også billeder, som dem vi var vidne til tirsdag, skal der gøres noget. Dette noget kan ikke finde sted uden genskabelsen af den tabte tillid. Lokalmediernes rolle som formidler og kritiker er en grundsøjle i genetableringen af denne tillid.

Journalister er fejlbarlige, det skal guderne vide. Men medier står som regel ved deres fejl. Det er mere, end man kan sige om alternativet, som er det Trump og internettets voksende hær af konspirationsteoretikere repræsenterer. I tirsdags anført af en halvnøgen mand i pelshat og med horn. Den type havde vi engang et ord for. Barbar.